Analysen: Her tyskerne og TRE nøglepunkter, Danmark skal være opmærksom på

- Foto: Bluelinemedia.dk

Det her bliver uden tvivl et kanonopgør. Ingen er nemlig i tvivl om vigtigheden i dagens kamp mellem Danmark og Tyskland. Groft kan en sejr i ordinær spilletid betyde sigt mod kvartfinale, mens et nederlag kan koste chancen for den attraktive plads. Trænerne vil sige ”en kamp ad gangen”, men inderst inde vil de tænke noget.

Vores gæsteskribent og ekspert Kasper Mundt har taget kig på tyskerne:

Så er VM igang! Danmark lykkedes som bekendt med en sejr, og fik et godt afsæt efter første kamp. I hvert fald på pointkontoen. Stadig plads til forbedringer over hele linjen. Og det er forventeligt, sejre eller ej.

Danmark møder Tyskland i en noget nær “VM er slut, hvis I taber”-kamp. I hvert fald med de forventninger begge hold har til turneringen, og den selvforståelse man er mødt op med. Tyskland tabte sidste år til Danmark, og der er derfor lagt op til en revanche, hvor Danmark ikke har 10.000 fans i ryggen.

Hvad Danmark til gengæld kommer til at opleve, vil være en favoritværdighed til Tyskland, hvor stjernen Leon Draisaitl fører an i det tyske godstog. Han spillede mest af alle tyskere i kampen mod Storbritannien, og det viser noget om, hvor svært Tyskland faktisk havde det i deres 3-1-sejr.

På det tyske hold er der interessante spillere på alle positioner, og selvom de fleste til dagligt huserer i den hjemlige tyske liga, DEL, så er der også tre NHLere med. Korbinian Holzer, Dominik Kahun og Leon Draisaitl er uden tvivl stærke kort, som kan gøre ondt på Danmark.

Defensivt er den direkte målmandsduel mellem tyskerne og danskerne meget lige. Omvendt så er er der fordel til tyskerne på den fysiske del i defensiven, danskerne er bedre på skøjterne og hvis danskerne formår at løfte deres spil fra kamp et, bør Danmark være bedre. Bemærk i øvrigt den unge Moritz Seider der blot er 18 år gammel, og som forventes at blive taget i dette års draft i første runde.

Offensivt har Tyskland noget power, som skal lukkes ned. Det bør man gøre ved at sætte rutinerede Peter Regin til at oppasse Leon Draisaitl, for at give kæden med Lars Eller plads til at dominere i den anden kæde. Forudsat, at trænerteamet vælger at bruge Lars Eller og Mikkel Bødker sammen. Det bør i hvert fald give en ekstra streng at spille på for det danske hold, som bør have en god mulighed for at slå tyskerne.

Danmark skal spille fremadrettet, og lige som mod franskmændene skal tyskerne udfordres på skøjteløbet. Danskerne skal dog også offensivt være mere målsøgende, specielt med folk foran mål. Alle fire mål kom ved trafik foran mål, og hvis man kriger foran målet, kommer der som regel også et udbytte af det. Samtidigt skal der lukkes af den anden vej.

3 essentielle ting, hvor Danmark skal være bedre:
– Udnyt de powerplays der kommer, dog med mere bevægelighed og hurtigere puckomgang end mod Frankrig. Det gik for langsomt til, at det blev rigtigt farligt.
– Minimer turnovers. Danmark tabte pucken dybt i Frankrigs zone flere gange og det skabte end del spilvendinger, hvor backerne blev fanget mod tre franske forwards. Den del skal elimineres mod Tyskland.
– Få wingerne frem med fart, wingerne skal have pucken på banden i fart. Den skal arbejdes dybt, og så skal F2 og F3 komme ind hvor der kan komme reelle målchancer og returer – i slottet og foran mål, noget der egentligt fungerede fint mod Frankrig. Mere af det, tak!

Generelt var der masser af fine elementer i kampen mod Frankrig som kan tages med videre. Specielt den måde man afslutter 3. periode på, bør give optimisme. Og så skal man ikke underkende den mentale booster det var, at man går fra at være nede 2-4 til at vinde 5-4 i straffe. Det har helt sikkert givet et momentum, som kan skubbes over i Tysklands-kampen.