Analyse: Det danske trænerteam står foran en stor opgave

©iShoot.dk

Vores analytiker og gæsteskribent Kasper Mundt så kampen mellem Danmark og Tyskland i eftermiddag og har følgende synspunkter efter 60 danske minutter og et 1-2-nederlag. 

Dansk utur! Danmark mødte deres tyske overmænd i en kamp der viste forrygende mange signaler, som på ingen måde fordrer til dansk optimisme. Når man gør 125 minutters ishockey op over to dage, så har Danmark på ingen måde spillet noget, der giver tegning til andet end en bundstrid.

Drømmen om kvartfinale blev definitivt slukket med nederlaget til Tyskland, og der skal snarere kigges mod de dystopiske pladser om nedrykning. På nuværende tidspunkt er det svært at gøre andet i al fald.

Hvad viste kampen os i dag? Udvisninger er nøgleordet – både for og imod. Der skal arbejdes hårdt med special teams på mandagens træning.

Kampen viste også, at Nicklas Jensen har været en alt for dyr spiller på et dansk hold som har brug for, at spidserne der kan lave mål SKAL lave mål. Og når man i stedet sidder i boksen, og hjælper modstanderen tættere på mål, så er det tid til en pause. To af udvisningerne kan diskuteres, i forhold til ansvaret – men ikke desto mindre har Nicklas Jensen været en skygge af sig selv!

Med tanke på spillet, offerviljen og det generelle niveau fra Jensen i de første to kampe, er det tid til at give Joachim Blichfeld en plads med Mikkel Bødker og Lars Eller. Han skal nurses ind i turneringen, og hvilken bedre mulighed end mod Storbritannien, hvor han kan blive sat i positioner foran målet, hvor selvtilliden kan få et hak opad. Hvis man har fravalgt Blichfeld på baggrund af hans tidligere præstationer i træningskampene, er det tid til at gøre snoren en anelse længere igen.

Der skal også ske noget på omgangen med pucken, det går alt for langsomt. Spidserne på holdet skal tage mere ansvar, specielt omkring de blå linjer. Det er ganske enkelt for nemt for modstanderne at låse dem ned, og gøre det danske angrebsspil ufarligt.

Der spilles med for stor risiko på vigtige områder af isen – der hvor mange ikke må tabe puckene. Man skal ganske enkelt sikre, at spillerne begynder at løse de svære situationer med langt mindre risici og med større omtanke, ellers bliver det en rigtigt lang turnering.

Danmark skal blive langt bedre defensivt, der er for stor afstand mellem dansker og modstander, det er ikke godt nok, når man som trænerteam gerne vil spille mand-mand defensivt. Og så er det helt tydeligt, at man skal arbejde langt mere med start/stop i egen zone. Flere spillere har set tunge ud.

Optimistisk set er det, at 3. kæden med Jesper Jensen, Nikolaj Meyer og Mathias Bau kom på tavlen i regulært spil 5-mod-5. Det kan vise sig afgørende senere i turneringen, hvor der forhåbentligt bliver mere spilletid til dem, når Lars Eller- og Peter Regin-kæderne formentligt ikke overbelastes i samme grad mod USA og Canada.

Det er også dejligt at se, hvor stor tillid trænerteamet giver til unge Oliver Larsen på backlinjen. Han klokkede masser af istid, specielt i den sidste del af kampen mod Tyskland. I øvrigt med flere gode aktioner offensivt. Det er helt sikkert en fremtidens mand. Nu mangler Matias Lassen bare at blive afprøvet, og hvorfor ikke gøre det i stedet for at give Stefan Lassen spilletid?

Hvis man vurderer at sidstnævnte bærer en god rutine, kan man passende have ham med omkring træningerne og som indpisker med stor værdi – og overlade top seks-pladserne til spillere med et bedre skøjteløb, som der er brug for i tempofyldt, international ishockey.  

Trænerteamet har en opgave i at finde de 21-22 mand der skal omklædes til kampen mod Storbritannien. Og ikke bare finde dem, også gøre dem klar til at arbejde stenhårdt mod et hold, som man hverken kommer til at løbe henover eller se give noget som helst væk. Det danske landshold får dog en ganske tiltrængt hviledag mandag, hvor batterierne kan lades op til dette VMs ubestridt vigtigste kamp, sådan som turneringen har udspillet sig!