Amerikansk stjerne brillerede for Gladsaxe

Gladsaxe Ishockey havde kun 13 markspillere med til gårsdagens åbningskamp i 1. division. Fem af dem var udenlandske, og allerede nu ser det ud som om, Cameron Spiro i den grad er kvalificeret – eller måske overkvalificeret – til at spille i landets næstbedste række.

Amerikaneren, der har en fortid på Boston College, leverede nemlig tre mål og to assister, da Gladsaxe foran 30 tilskuere i Hørsholm Skøjtehal, vandt 6-3 over Rungsted. Spiros makker Julian Fialkow stod for tre point, mens den gamle ræv fra Metal Ligaen, Michael Sauffaus, også havde en stor aften. Det blev til fem point (1+4) for Sauffaus, der tydeligvis havde det godt sammen med Gladsaxes to nye nordamerikanere.

Hvis Gladsaxe kan finde en håndfuld ekstra spillere, så bredden ikke helt går tabt, er det slet ikke umuligt, at Jacob Volfs tropper kan blande sig i den bedste halvdel af 1. division i indeværende sæson.

Det er næppe heller nogen hemmelighed, at Cameron Spiro – hvis han fortsætter sit superspil – hurtigt vil komme under lup fra større klubber. Både herhjemme og i udlandet.

Der var finalerevanche på Amager, hvor 1. divisionsmestrene fra i fjor, Rødovre, var på besøg hos sølvvinderne. 236 tilskuere overværede kampen, der blev spændende til det sidste. Rødovre førte 4-1 efter 33 minutter, men to reduceringer af lettiske Rodijs Rasmus sendte Amager helt tæt på gæsterne – uden det dog lykkedes for hjemmholdet at hente point.