Alvorlig skulderskade til Patrick Madsen

Vojens Efterskole

Hernings Patrick Madsen spillede en bundsolid sæson i fjor og leverede i periode måske sit bedste i karrieren. Men sidst på sæsonen røg han ind i en skulderskade, som nu kommer til at koste ham en længere pause.

Det skriver Herning Folkeblad, der fortæller, at Madsen røg ind i skaden i sidste sæsons slutspil. Det koster nu en operation. 

– De umiddelbare undersøgelser af Patricks skade viste, at der var god grund til at tro, at han kunne undgå en operation, hvis kroppen fik hvile og restitution i sommerpausen. Men skaden er blevet forværret. Derfor har han brug for en operation, siger Lubos Pisar, assisterende træner for midtjyderne.

Patrick Madsen skal opereres i august, skriver avisen. 

Herning Blue Fox har for øjeblikket otte backer på kontrakt, inklusive Patrick Madsen. Det er slovenske Jurij Repe, Daniel K. Nielsen, Nicolai Weichel, Victor Andersen, Jakob Jessen, britisk-amerikanske Evan Mosey og finske Juuso Salmi.

Lubos Pisar afviser ikke, at klubben henter endnu en back, så besætningen i defensiven bliver bredere. 

– Det er noget, vi taler om løbende. Men lige nu afventer vi situationen, siger han. 

Blue Fox-spillerne går på is 6. august og har første arbejdsdag i den nye sæson 30. juli.