Allsvenskan: Västervik-spiller rystet over mordtrusler under lokalderby

Västerviks IK vandt weekendens lokalderby med 3-0 hos IK Oskarshamn – ganske overraskende – men for en af gæsternes unge spillere, 20-årige Kim Johansson, blev kampen præget af en ganske grim oplevelse.

Johansson blev nemlig truet på livet flere gange af den samme tilskuer, der intimiderede Johansson så voldsomt, at det førte til en politianmeldelse efter kampen.

Västervik førte 1-0, da Kim Johansson fik øje på en tilskuere, der gjorde “pistoltegn” mod ham. Johansson konfronterede ifølge Aftonbladet.se den ældre mand, der svarede igen med en “jeg skærer halsen over på dig”-gestus. 

– Jeg sad på kanten af boksen og kiggede op på publikum, som sidder ganske tæt på boksen. Jeg så ham gøre et pistoltegn mod mig, og jeg spurgte hvad han havde gang i. Så sagde han, at han ville dræbe mig. Jeg spurgte, om han mente det, og han fortsatte med at sige, at han ville dræbe mig og tog fingeren hen langs halsen, som han ville skære halsen over på mig

Manden var ikke kendt af hjemmeholdets sikkerhedspersonale, men politiet blev efter kampen tilkaldt, og manden har foreløbig fået karantæne fra Oskarhamns hjemmearene, Be-Ge Hockey Center.