Allsvenskan: Stefan Lassen-klub er tilbage

Foto: Jan Korsgaard

Stefan Lassen havde en glimrende sæson i Uppsala-klubben Almtuna, hvor han i løbet af sidste sæson avancerede til at blive en af lederne i truppen.

Desværre for Lassen og co. endte sæsonen med nedrykning efter en tæt, tæt kamp mod Kristianstads IK om den sidste plads over stregen i kvalifikationsserien. 

Under de omstændigheder skulle Lassen og co. spille i Division I i den kommende sæson, men med IK Panterns exit fra Allsvenskan har Almtuna nu fået en ekstra chance og spiller i Allsvenskan i den kommende sæson.

– Det er aldrig morsomt, at nogen havner i den situation, som Pantern nu er havnet i. Vi føler med foreningen, de ansatte og de frivillige i klubben og deres supportere, skriver Almtuna. 

– Vores bestyrelse har tidligere deklareret, at vi har været villige til at takke ja til en plads i Allsvenskan, skulle vi få den tilbudt. Nu er tilbuddet kommet på grund af Panterns situation og Almtuna har meddelt, at vi takker ja, skriver klubbens hjemmeside. 

Og mon ikke Stefan Lassen lige er klar til en enkelt sæson mere i Sveriges næstbedste række?