Allsvenskan: Sørensen kåret til efterårets bedste

Foto: Jan Korsgaard

George Sørensen har haft stor succes i Södertälje og Allsvenskan, hvor han har fremstået som en af de stærkeste målmænd i ligaen. Kun to målmænd har stået flere minutter end Sørensen, han ligger femtebedst i redningsprocent i Allsvenskan, og er den målmand, der har fået flest skud imod.

Han ligner dermed et rigtig godt bud på en landsholdsmålmand, når det går løs ved VM i Danmark senere på året, og Sørensen blev også kåret til efterårets spiller af Södertälje-fanskaren. Succesfuldt skudsmål for Sørensen, der sammen med sin klub kæmper for den ottendeplads, der giver adgang til “kvalserien til kvalspillet” i Allsvenskan, hvor alt som bekendt plejer at kunne ske.

– Det føles rigtig godt, og jeg vil skynde mig at takke alle de fans, der har stemt på mig. Og skynde mig at sige, at det her ikke er noget, jeg har gjort alene. Mine holdkammerater gør et kæmpe stykke arbejde foran mig, siger George Sørensen til klubbens web-tv.

Her bliver han også spurgt, hvordan det føles at spille så mange minutter, som han har gjort hidtil.

– Det har været rigtig godt, og jeg havde ikke regnet med så meget spilletid, da jeg kom hertil. Jeg kan lide at spille kampe og føler mig i god form, siger Sørensen til SSK-TV.

I aftes var han på arbejde hjemme i Scaniarinken, hvor “Tälje” mødte IK Oskarshamn og tabte 2-3.