Allsvenskan: Meyer i storform – afgjorde kamp med to mål

Foto: Jan Korsgaard

Mens frederikshavneren Joachim Blichfeld i den grad brænder Western Hockey League af, har en anden frederikshavner, Nicolai Meyer, her til aften skudt sig i spidsen for topscorerlisten i Sveriges næstbedste række, Allsvenskan.

Ikke at Meyer dominerer totalt, men 10 point i otte kampe er lige nu nok til at dele førstepladsen på listen sammen med Meyers lige nu bedste ven på isen, Sebastian Dyk, der står med nøjagtig samme facit.

De to havde en perfekt aften i Tingsryd, hvor hjemmeholdet førte 2-1 inden tredje periode.

Men i slutperioden fik Södertälje en powerplay-mulighed, og efter at have ledt og ledt for en aflevering, hamrede Meyer i stedet selv til pucken. 2-2 i tiden 51:39. Og blot 82 sekunder senere havde danskeren gjort det igen, denne gang med Sebastian Dyk som oplægger. 

Södertälje, der havde George Sørensen på bænken i aften, forsvarede flot sejren hjem og ligger lunt midt i rækken.

Meyer var i øvrigt på banen ved samtlige kampens fem mål, positive såvel som negative, og spillede dermed en stor rolle – mest til den gode side.