Allsvenskan: Lauridsen og AIK vandt finaleserien

Foto: Jan Korsgaard

Finalen i Allsvenskan blev trukket nøjagtig så langt som den kunne, for det var først i den femte og afgørende finalekamp på Hovet i Stockholm – og i overtid – at AIK Stockholm og Markus Lauridsen kunne afgøre festen mod Magnus Sundquists Tingsryd.

Robin Kovacs scorede målet otte minutter inde i overtiden og sikrede dermed AIK 4-3-sejren og 3-2-sejren i serien. Dermed skal AIK Stockholm møde Karlskrona i en bedst af syv-serie om retten til at spille SHL i den kommende sæson.

Tingsryd skal på den igen og spiller bedst af tre mod enten Leksand eller Mora, der i aften afgør deres mellemværende i den såkaldte “slutspelsserie”.

Vinderen af den serie skal møde Modo om en plads i SHL næste sæson.

I aftes spillede Markus Lauridsen mest af alle på isen med 25:50 minutter, 30 skift og tre skud på mål. Nul i plus/minus til danskeren, der i den kommende sæson sagtens kunne ligne en potentiel SHL-spiller, uanset om AIK Stockholm rykker op eller ej.