Allsvenskan: Lassen og Leksand rykkede tættere på SHL

Matias Lassen og Leksand rykkede lørdag et skridt tættere på oprykning til SHL, da de vandt den første kamp i playoff-serien mod Tingsryd med 3-2.

Tingsryd har været sæsonens helt store positive overraskelse i Allsvenskan, men lørdag kunne de ikke stå distancen i hjemmekampen mod Leksand, som vendte et truende nederlag til sejr.

Vinderen af bedst af tre-serien mellem de to Allsvenskan-klubber skal møde SHL-klubben Modo i en bedst af syv-serie, hvor vinderen i næste sæson skal spille i SHL, mens taberen må tage et år i Allsvenskan.

Leksand og Matias Lassen er kun én sejr fra at stå over for Modo, efter at de lørdag eftermiddag besejrede Tingsryd i en tæt kamp. Leksand vandt første periode med 1-0, men Tingsryd svarede igen i anden periode og bragte sig foran med 2-1 tidligt i tredje periode.

Janos Hari og Jonas Olofsson sørgede dog for en sejr til Leksand, der på mirakuløs vis kvalificerede sig til playoff-serien, som de kan vinde med en sejr hjemme i Tegera Arena på tirsdag.