Allsvenskan: Lassen og Leksand klar til oprykningskampe

Det bliver Leksand og Matias Lassen, der skal ud i afgørende kampe mod Modo Hockey om en plads i SHL i den kommende sæson.

Magnus Sundquists Tingsryd måtte i går bøje sig mod et euforisk spillende Leksand-mandskab og et fanatisk publikum i Tegera Arena i den anden kamp i bedst af tre-serien.

Leksand vandt 4-2 og gentog dermed sejren fra den første kamp i Tingsryd. Matias Lassen spillede 13:54 minutter for hjemmeholdet og havde dermed en glimrende andel i hjemmeholdets sejr. Leksand går ind til “direktkvalen” mod Modo med stor selvtillid og kan måske drille favoritterne over syv kampe.

Serien bliver kulminationen på en regulær rutsjebanesæson for Leksand, der i begyndelsen af sæsonen havde så store problemer, at træner Sjur Robert Nilsen blev fyret og erstattet “Perra” Jonsson.

Det gjorde godt for klubben, der hamrede op gennem tabellen og lige nøjagtig vandt “kvalifikationen til kvalifikationen” efter grundserien og derefter gjorde sig fortjent til afgørende kampe mod Tingsryd.

Højdepunkterne fra Leksand-Tingsryd her: