Allsvenskan: Danske Pantern-spillere varme hos Redhawks

Foto: Jan Korsgaard

Malmö Redhawks har i denne sæson haft en håndfuld danske spillere inde over holdet. 

Lige nu er Frederik Storm den eneste faste mand på Redhawks-holdet, men han får muligvis selskab af flere af de danske spillere, der for øjeblikket spiller hos naboklubben IK Pantern. 

Både Matias Lassen, Nick Olesen og Malte Setkov er således aktuelle for Redhawks for øjeblikket. 

Matias Lassen er formentlig den spiller, Malmö helst vil have. Han er af Allsvenskans bedste backer for øjeblikket, men samtidig også den vigtigste mand for IK Pantern. Nick Olesen er ligeledes en af både ligaens og IK Panterns stærkeste angribere, og han skulle også være aktuel inden transferdeadline. 

Men der er ting, der skal falde på plads, hvis skiftet skal blive en realitet. Pantern skal nemlig i sikkerhed i Allsvenskan og er for øjeblikket syv point foran Almtuna og Stefan Lassen. Den føring skal gerne øges i kampene før transferdeadline, hvis Malmö skal forstærkes af Matias Lassen og Nick Olesen, som Pantern kun vil afgive, hvis det ser fornuftigt ud i tabellen. 

Lassen og Olesen er nemlig på kontrakt hos IK Pantern. 

Hvis ikke det bliver til noget med et lejemål af Olesen og Lassen, kan det blive aktuelt for Malmö at hente Malte Setkov tilbage. Han er nemlig ejet af Redhawks og kan hentes tilbage fra IK Pantern uanset situationen.