Allsvenskan: 30 redninger var ikke nok for Sørensen

For anden gang i sæsonen havde George Sørensen fået chancen i målet for Uppsala-klubben Almtuna, der i aften var på besøg hos Södertälje.

Sørensen noterede sig 30 redninger på 32 skud, men det var ikke nok for Almtuna, der tabte kampen mod Södertälje med 1-2.

Her var Felix Scheel til gengæld på pletten med assist på Södertäljes første scoring. Han fik 20 skift og lidt over 17 minutter på isen, men trods sin assist fik han -1 i plus/minus-statistikken. Det lever Scheel formentlig med, når han kunne få tre point i tasken.

Matias Lassen fik sin anden kamp i førstekæden for Mora, hvortil han er udlejet fra Leksand.

Danskeren har fået umiddelbar tiltro i Mora, og spillede i aften hele 28 ud af 65 minutter for Dala-klubben, der dog tabte 4-5 i straffeslag hos AIK Stockholm.

Anders Poulsen og IK Oskarshamn havde en direkte sur aften på hjemmebane, hvor der var besøg af Malmö-klubben IK Pantern, der endnu ikke har fået Mads Larsen klar til kamp.

Det forhindrede ikke skåningerne i at vinde en stensikker 4-0-sejr. 17 skift og 14:23 minutter til Anders Poulsen, der noterede sig -1 i plus/minus-statistikken.