All Star-kaptajn tradet til Montreal

Foto: Bridget Samuels

Der kan blive vendt op og ned på holdene i årets All Star-miniturnering i NHL, efter at Montreal Canadiens fredag har sikret sig den store forward – og fanfavorit – John Scott i et trade med Arizona Coyotes.

Canadiens har fået 33-årige John Scott og den 24-årige canadiske back for 23-årige Jarred Tinordi og AHL-forwarden Stefan Fournier. Amerikanske Tinordi, som Montreal valgte i første runde af 2010-draften, blev tidligere betragtet som et kæmpe talent, men den canadiske traditionsklub har slet ikke formået at forløse Tinordis potentiale.

Jarred Tinordi har spillet tre NHL-kampe for Montreal i denne sæson, men nu er han altså blevet sendt til Arizona, som i de seneste år har haft pæn succes med at få spillere, som ikke har slået til i andre NHL-klubber, til at blomstre op.

John Scott har fået en del opmærksomhed i den seneste tid, selvom han ikke har udmærket sig på isen, hvor det i denne sæson er blevet til 11 kampe og et enkelt point for Coyotes. Den canadiske slagsbror fik nemlig flest stemmer fra fansene i afstemningen om, hvem der skulle være kaptajner på de fire All Star-hold i årets All Star-miniturnering, som afvikles i Nashville sidst i denne måned.

Scotts klubskifte – som i øvrigt kommer ret ubelejligt for ham, da hans kone er gravid med tvillinger – kan få stor betydning for All Star-eventen. Nu spiller John Scott ikke længere i Pacific Division, som han skulle være kaptajn for, men hvilken betydning fredagens trade får for All Star-holdene er endnu uvist.

Efter at handlen mellem Montreal og Arizona var kommet i stand, sendte Canadiens sin nyerhvervede back Stefan Elliott videre til Nashville Predators i bytte for den 27-årige back Victor Bartley, som har spillet en del NHL-kampe for Predators i de seneste sæsoner, men kun har optrådt én gang for holdet i denne sæson.