AHL-vinderne Lake Erie Monsters bliver til Cleveland Monsters

Oliver Bjorkstrand klub fra den forgangne sæson, AHL-mestrene fra Lake Erie Monsters, skifter navn for den kommende sæson.

I dag offentliggjorde klubbens ejere, at holdet i den kommende sæson i stedet hedder Cleveland Monsters.

– Opfriskningen af vores brand er noget, vi har arbejdet på i en del sæsoner, og vi glæder os til endelig at kunne kalde os Cleveland Monsters, siger Monsters Senior Vice President Franchise Operations Mike Ostrowski til klubbens hjemmeside.

– Efter at Monsters vandt Calder Cup (AHL-titlen) og Cleveland Cavaliers vandt NBA-titlen, samtidig med, at Monsters-franchise er på vej ind i sin 10. sæson, føler vi nu, at tiden er perfekt. Tiden er perfekt til at ære vores strålende by og blive til det, som vi hele tiden har været “i ånden” – nemlig Cleveland Monsters.

AHL-titlen blev hentet ind i Quicken Loans Arena i Cleveland, og som Mike Ostrowski bemærker, er storbyen i staten Ohio også den reelle hjemmebane for Monsters, der samlede næsten 20.000 tilskuere til den afgørende kamp, som blev afgjort af – Oliver Bjorkstrand.