AHL: Storkamp af True og tre point i nat

Foto: Jan Korsgaard

Det er selvfølgelig ikke kun NHL-danskerne, vi skal holde øje med i forhold til den kommende VM-trup. Også i AHL spiller en række habile danskere, og hvem ved, om Alexander True bejler til en invitation til Janne Karlssons trup længere fremme i forløbet? 

Den unge og solide center har i hvert fald haft en glimrende sæsonafslutning hos San Jose Barracuda, som han cementerede i nat dansk tid, da San Jose vandt med sikre 7-3 over Stockton Heat.

Allerede i det syvende minut assisterede True med en aflevering til kampens første mål, og han lagde til i anden periode med endnu et oplæg.

I tredje periode var det så Alexander True selv, der slog til med San Joses 5-3-mål efter små 50 minutter. 

Det gav danskeren titlen som kampens Second Star.

Alexander True står nu med 65 kampe og solide 25 point (13+12) for Barracuda i sæsonen. Et fint facit i Trues rookie-sæson, der slutter inden længe. 

Der var til gengæld ikke nogen debut til Mathias From for Rockford i weekenden, hvor IceHogs spillede to kampe mod Texas Stars.