AHL: Russell rules! Bakersfield er ustyrlige for øjeblikket

Patrick Russell scorede i undertal natten til søndag, hvor hans mandskab fra Bakersfield i den grad fortsatte topformen i AHL.

Den danske arbejdsomme angriber, der har været oppe og snuse til NHL for Edmonton i denne sæson, må være ganske tilfreds med sin og holdets indsats for øjeblikket, for Bakersfield er inde i klubbens bedste periode nogensinde.

Mandskabet fra Californien har fået en del unge, interessante navne ind på holdet, og lige nu kaster det en førsteplads i Pacific Division af sig, ligesom Condors har vundet hele 12 kampe på stribe. 

Det er gode sager på hjemmebanen Rabobank Arena, hvor det senest blev til 7-1 over San Diego.

Hvis Bakersfield får lov at spille videre med nuværende besætning ligner det i den grad en mulighed for en danskerduel mellem Russell og True i kampen om titlen i Pacific Division. Vinderen der kunne sagtens tænkes at have en seriøs mulighed for at gå hele vejen i sæsonens kamp om Calder Cup.

Lad os se senere på sæsonen. Nedenfor fejres Russell og Bakersfield for sejr nummer 11 på stribe, der var netop mod San Jose Barracuda og Alexander True.