AHL: Russell og Bakersfield nede 0-2 i divisionsfinalen

Foto: Jan Korsgaard

Patrick Russell og Bakersfield Condors er i problemer for første gang i sæsonen.

Efter det ærgerlige nederlag i gårsdagens maratonmatch mod San Diego, der gik helt ind i syvende periode, tabte trætte Condors i nat dansk tid kamp to i serien mod samme modstander.

Det var Gulls, der havde de friskeste ben i Bakersfield og vandt sikkert med 4-1. 

En reducering ved Ethan Bear (1-2) i begyndelsen af tredje periode var ikke nok for Bakersfield, der dermed skal en tur til San Diego nede 0-2 i kampe. 

Ingen point fra Russell i nat, men mon ikke den danske nøglespiller hos Bakersfield er mere end klar til at tage fat i San Diego og få vendt serien for et Bakersfield-hold, der har “season of a lifetime” og en unik mulighed for at nå langt i kampen om Calder Cup.