AHL: Kollapsede før kamp og måtte have ben amputeret – nu skøjter han igen

Du husker formentlig historien om AHL-spilleren Craig Cunningham, når den lige bliver genopfrisket. 

I 2016 faldt han om lige før kampen mellem Tucson Roadrunners og Manitoba Moose. Cunningham var kaptajn for Tucson og blev ramt af et akut hjertestop, og kun heftig medvirken fra den medicinske stab i hallen og de brandmænd, der forinden havde spillet den amerikanske nationalsang på sækkepibe, reddede ham videre til hospitalet. 

Han overlevede og er den dag i scout for Arizona Coyotes, der på det tidspunkt havde Tucson Roadrunners som sit AHL-mandskab. 

Men Craig Cunningham måtte i redningsprocessen – hans hjerte slog ikke i over 80 minutter – have sit ene ben amputeret, og han kommer derfor aldrig til at spille ishockey på højt niveau.

Til gengæld er han på skøjter igen ved hjælp af en protese. Og det er svært imponerende, hvordan Craig Cunningham ruller rundt på skøjterne i den sekvens, han for nylig lagde på sin Instagram-konto.