AHL: Danskerne tabte nytårsbragene

Både Nicklas Jensen og Oliver Bjorkstrand rundede 2015 af med et nederlag, da begge AHL’s danskerklubber tabte årets sidste kamp.

Bjorkstrand og Lake Erie Monsters fejrede nytår i Toronto, hvor topholdet Marlies løb med en 3-2 sejr efter endnu en tæt kamp de to hold imellem. Marlies fik dermed revancheret 2-1 nederlaget til Monsters den 29. december. For Oliver Bjorkstrand sluttede opgøret dog med +1, da han var på isen, da backen Michael Paliotta scorede til 1-1 midtvejs i første periode.

I Utica var det udeholdet, Albany Devils, der for anden dag i træk løb med sejren. Denne gang slog djævlene til og vandt med 4-1. Nicklas Jensen kom ikke på tavlen, men måtte tage til takke med to minutter for interference og -1 for årets sidste kamp.