AHL: Alexander True nettede to gange for Barracuda

Foto: Jan Korsgaard

Allerede i weekenden leverede Alexander True både mål og assist for San Jose Barracuda, og i nat dansk tid fortsatte den store center sin opadgående formkurve. Alexander True scorede to gange, da San Jose Barracuda vandt 5-3 over San Diego Gulls.

Det var Barracudas femte sejr på hjemmebane på stribe, og holdet er et af de absolut bedste i AHL i den første fjerdedel af sæsonen.

Alexander True er nu oppe på seks scoringer og seks assister for sæsonen, og han indledte i nat dansk tid med kampens første scoring, da han drev ned ad højre wing og fik en pasning fra Kyle Wood.

Danskeren afsluttede resolut og bragte San Jose foran 1-0.

Også 5-2-målet var signeret Alexander True, der scorede i tomt mål, efter San Diego Gulls havde taget målmanden ud. 

Danskeren står nu noteret for fem point i de seneste fem kampe.