AHL: Alexander True matchvinder for San Jose, Bakersfield stormer videre

Foto: Jan Korsgaard

Alexander True har gang i en stor sæson for San Jose Barracuda.

I nat scorede han således sit mål nummer 23 for sæsonen og noterede sig dermed for point nummer 49, da Barracuda vandt 3-2 hos San Diego Gulls.

Trues mål blev endda matchvindermålet, for det kom i powerplay med blot fem minutter tilbage af kampen og var altså dermed afgørende.

Han var først over en returpuck, som han sænkede sikkert. Alexander True og Barracuda er dermed oppe på andenpladsen i Pacific Division efter Patrick Russell og Bakersfield, der ligeledes vandt i nat.

Det var dog uden Russell, der har siddet ude i de seneste tre kampe. 

Bakersfield vandt 5-2 ude over Ontario Reign og stormer mod en sikker divisionssejr i grundspillet. 

Med otte kampe tilbage er Condors otte point foran San Jose, og der kunne sagtens være lagt op til en slutspilsduel mellem Russell og True senere på sæsonen.