OL-KVAL: Danske spillere: Det her var ikke i orden

Foto: Jan Korsgaard

To kampe, nul point og en målscore på 2-8. Et frygteligt facit for det stærkeste danske ishockeylandshold nogensinde. Danskerne fik i den grad sagt farvel til muligheden for at kvalificere sig til OL fredag sidst på eftermiddagen i Hviderusland.

Danmark skulle have vundet med fire mål over Slovenien for overhovedet at have et håb om at erobre førstepladsen.

I stedet vandt et disciplineret slovensk hold med sikre 3-0 og sendte de hundrede rød-hvide ishockeyfans på lægterne i den imposante arena i Minsk ned i tung og dyb depression.

Kampen var ikke værd at skrive meget hjem om. Den målløse første periode var egentlig fornuftig set med danske øjne, men ligesom torsdag mod Hviderusland satte danskerne sig selv under pres ved at begå en fatal fejl, der kostede mål.

Junior 16-hockey
Philip Larsen lagde en pasning direkte op i staven på den tidligere Herning Blue Fox-back Sabahudin Kovacevic, der sagde tak og ja tak og sendte sin efterfølgende afslutning forbi Frederik Andersen i det danske mål.

– Det var bare ikke acceptabelt i dag. Vi spillede ikke som et hold. Når vi ikke spiller sammen, er det fuldstændig lige meget, hvordan vi stiller op og hvem vi har på holdet.

– Det her er en kæmpe, kæmpe skuffelse. Til tider har det været lysende spil, vi har leveret – andre gange på junior 16-niveau. Når vi giver mål væk, bliver det sateme svært på det her niveau, sagde Stefan Lassen.

Nøjagtig som i Hvideruslands-kampen torsdag aften blev det danske spil forkrampet og uforløst, da de rød-hvide først kom bagud. Selv ikke i to minutters fem mod tre-spil lykkedes det for Danmark at kreere åbne chancer.

For mange ville selv
Slovenerne stod klogt bagude, scorede på kontra til 2-0 – Jan Urbas blev assisteret af en anden tidligere Blue Fox-spiller, Anze Kuralt, og så var festen forbi for Danmark. 3-0-målet i slutfasen var næsten som en regulær ydmygelse, og de danske spillere lagde heller ikke fingrene imellem, da de skridtede ud gennem pressens mixed zone efter kampen.

– Generelt har de her to kampe været meget, meget skuffende. Vi havde en målsætning om at komme til OL, og lykkedes det ikke, ville vi være skuffede – uanset hvordan. Men det er klart, at måden det sker på … Det er ikke i orden. Vi spillede slet ikke med samme identitet hernede, som vi normalt gør i en VM-turnering, sagde Peter Regin efter de 60 minutter i Minsk.

– Det bliver alt for mange enkeltmandspræstationer og alt for mange, der vil afgøre kampen på egen hånd. Alle vil gerne det her, men vi bliver i virkeligheden måske for ivrige. Tager chancer fremad banen, som vi aldrig normalt ville gøre i en VM-turnering, og det koster altså mod så gode modstandere, sagde en ærlig og dybt skuffet Peter Regin.

Op til turneringen i Minsk har den korte danske forberedelsesfase været et tema, hver gang spillerne og landstræneren har talt med pressen.

– Jeg er ret sikker på, at alle har ydet deres bedste for at komme i form op til kampene, men det er klart, at vi er kommet hertil med forskellige forudsætninger, forklarede Regin, der ikke ville bruge den korte forberedelse som undskyldning.

En flad karklud
– Vi har ikke haft mulighed for at være samlet i tre uger som Hviderusland. For eksempel havde jeg først mulighed for at møde op søndag, men var til gengæld glad for at kunne spille klubkampe før den her turnering.

– Uanset hvad, så bør vi være så gode spillere, så vi kan gå ind og score et mål i powerplay. Så højt niveau har vi trods alt. Vi er vant til at bytte roller på vores klubhold, og vi skal være gode nok til at håndtere de situationer, konstaterede Peter Regin.

Nu venter en flad dansk karklud af en kamp mod Polen i morgen

En kamp, der udelukkende kommer til at afgøre, om Danmark slutter som treer eller firer i puljen. Langt, langt væk fra drømmen om OL.