Ærgerligt Blue Fox-nederlag i CC

Herning Blue Fox – GSK Tychy: 1-2 (0-0) (1-2) (0-0)

Et udfald af de større i anden periode betød, at Blue Fox desværre tabte deres første kamp til GSK Tychy. Rævene var ellers på 1-0, men indkasserede to mål efter et svigt i koncentrationen.

Blue Fox startede ellers kampen bedst og kom allerede efter tre minutter i powerplay. Her var både Daniel Nielsen og Kasper Degn tæt på at give rævene en drømmestart, men den tjekkiske keeper Stefan Zigardy reddede de polske mestre.

Begge hold spillede med stor intensitet og masser af fysik, og man bed især mærke i, at begge hold forecheckede højt i banen og det resulterede i mange omstillinger i begge ender. Jerred Smithson og Steffen Frank slap igennem på en af disse, men sidstnævnte kunne stærkt generet ikke få afsluttet ordentligt.

Perioden var ligeledes præget af mange fejl, og det var da også en fejl fra rævenes kaptajn der satte GSK Tychy i gang. På et resolut slagskud var Simon Nielsen dog sikkerheden selv og greb den polske angriber ud. Kort efter brændte det igen på foran Simon Nielsen som efter et større pres måtte afværge polsk føring med hjelmen.

I en tæt periode havde Blue Fox dog overtaget og kom til de fleste og klart farligste forsøg. Endnu en omstilling burde have givet rævene et føringsmål, men Markus Jensen sendte et håndledsskud lige op over trekantssammenføjningen.

Polakkernes store russer, Maxim Kartoshkin, satte mod slutningen af perioden en grim tackling på Elias Granath, og Blue Fox kunne dermed både slutte og starte en periode i overtal. I anden periode skulle Daniel Nielsen ikke bruge længe på at knalde et slagskud op i krogen og så var Herning fortjent i front.

Glæden var dog kort for de medrejsende midtjyske fans da GSK Tychy kløgtigt udnyttede et kollektivt kollaps fra rævene. På få minutter gik de polske mestre fra 1-0 til 1-2 i en fase af kampen hvor Blue Fox slet ikke kunne bevare fokus og blev alt for passive efter målet fra kaptajnen.

Backen Michael Kolarz stødte med frem efter at Herning i længere tid var presset i bund, og et koks i defensiven betød, at den store tjekke kunne udplacere Simon Nielsen med en resolut first-timer. Bartosz Ciura slog kort efter til med et sandt dommedagshug og Nielsen i målet så først pucken da den lå inde bag ham.

Blue Fox var i den grad rystet og var det ikke for Simon Nielsen kunne rævene sagtens være kommet yderligere bagud, og det lugtede fælt af en ny scoring da GSK Tychy kunne stille op i powerplay efter en større tumult foran de to spillerbokse, som endte med to udvisninger til rævene mod polakkernes ene.

Blue Fox leverede alligevel et rigtig stærkt boxplay og kom mod slutningen af perioden bedre med igen. Målscorer Kolarz måtte til afkøling og tæt under mål var Jerred Smithson uhyre tæt på at bringe balance på måltavlen.

GSK Tychy stillede sig i tredje periode længere tilbage, men var stadig meget aggressive i midtzonen hvilket sjældent tillod rævene at komme frem til chancerne som ofte beroede på enkeltmandspræstationer. Jordan George snoede sig i høj fart igennem og afsluttede, Steffen Frank var først over returen, men Zigardy holdt stand i målet.

Tiden arbejdede nådesløst videre for det polske mandskab som fortsatte det disciplinerede og kontrollerende spil perioden ud. I en sidste desperat satsning tog Herning en time-out og trak Simon Nielsen ud, men tiden løb fra rævene som akkurat måtte se sig slået efter 60 jævnbyrdige minutter.

Dermed ser det for alvor svært ud for Blue Fox hvis drømmen om triumf i Frankrig skal realiseres. Mario Simioni og Co. har ikke længere afgørelsen på egne hænder, men herningenserne skal som minimum ud og have point mod både HC Asiago og værterne fra Rouen Dragons.