Adamsen-brødrene: Skade og videre i karrieren

De to Adamsen-brødre, Albert og Ludvig, fik begge et par måneder i Herning.

Begge er nu frie på markedet, men Ludvig Adamsen har kun et lille håb om at spille videre, da en forvredet knæskal forhindrede ham i at fuldende sæsonen med det midtjyske tophold. 

– Det har været fantastisk at spille i Blue Fox, og det ville da have været skønt at kunne gå hele vejen til guldhjelmen, men sådan skulle det ikke gå. Jeg skal til den sidste undersøgelse i morgen (i dag) hos ortopædkirurgen i København, og forhåbentlig holder de lidt mere optimistiske udmeldinger, jeg har fået over de sidste dage. Men jeg regner med at sæsonen er ovre og begynder at gøre klar til den næste, siger Adamsen, der har tilbragt en god del sæsoner i Nordamerika inden han vendte tilbage til først Herlev Eagles og siden altså Blue Fox, hvor han blev genforenet med sin bror, Albert i målet. 

Albert Adamsen vidste, hvad klokken var slået, da Simon Nielsen kom tilbage fra sin skadesperiode.

– Der blev taget utrolig godt imod mig og jeg har befundet mig rigtig godt i Blue Fox. Jeg har fået mange kampe og istid i nettet i svære og tætte opgør, hvilket yderligere har udviklet mig. Jeg vidste godt det var på lånt tid, og har derfor nydt hver en stund. Jeg er i tæt kontakt med min agent og vil se, hvad det udvikler sig til over de næste dage, siger Albert Adamsen, der har spillet både i Schweiz, Østrig og Canada, inden han rykkede til Danmark for at prøve kræfter med Metal Ligaen.