ÅRETS HØJDEPUNKT: Lars Eller afgør Stanley Cup

Han er ikke nomineret til årets danske sportspræstation, men her kan vi sagtens lige fejre Lars Eller en ekstra gang. Han scorede til 4-3 i den afgørende Stanley Cup-finale mod Vegas Golden Knights, og i sommer tog han for første gang Stanley Cup med hjem til Danmark på en storslået dag i Rødovre.

Her er Lars Ellers fantastiske, afgørende mål i Vegas – og teksten fra Faceoff.dk, der ledsagede den vanvittige morgenstund dansk tid, da der blev skrevet dansk ishockeyhistorie.

Lars Eller gjorde det umulige. Eller noget, der ligner. Danskeren scorede det afgørende mål, da Washington Capitals sikrede sig Stanley Cup-titlen i nat. Med små otte minutter igen dukkede den danske angriber op inde under buret og fandt en løs puck bag Marc-Andre Fleury. 

Eller prikkede skiven ind, sæsonen kulminerede og danskeren krydrede en fremragende kamp med at blive matchvinder for Capitals, der dermed sikrede sig den første Stanley Cup-titel. 

Vild, vild afslutning og hvilken historieskrivning af danske Eller i vild, vild finalekamp, hvor Golden Knights gav det allersidste i en desperat kamp for at vinde serien. 

Dramatikken begyndte allerede under opvarmningen, hvor Alexander Ovechkin brød en uskreven regel og overtrådte rød linje og næsten var inde for at prikke til Marc-André Fleury, Vegas-målmanden, der stod i dyb koncentration.

Det fandt Fleury sig ikke i og skøjtede efter russeren, der dermed opnåede, hvad han ville, nemlig at bryde Vegas-målmandens rytme. Det var nu ikke til at se på Marc-André Fleury, der ligesom sin modpart Braden Holtby stod flotte første 20 minutter, der endte uden mål. 0-0 efter 20 minutter i en kamp, hvor hjemmeholdet allerede tidligt beviste, at desperationen var maksimal. 

Scoringen åbnede tidligt i anden periode, da Washingtons Jakub Vrana slap fri. Han forvandlede sin breakaway på fremragende manér og gav dermed gæsterne et perfekt udgangspunkt. 

Det holdt ikke længe, for kort efter udlignede den tidligere Capitals-back Nate Schmidt til 1-1, da hans skud blev ramt på vej ind mod Braden Holtby i Washington-buret. 

Anden periode var et festfyrværkeri, der fortsatte da Bäckström og Ovechkin leverede et “signatur-mål” med svenskerens pasning på tværs til Ovechkin, der huggede den ind fra en spids vinkel. 2-1 Capitals.

Vegas kom igen. David Perron udlignede med et omdiskuteret 2-2-mål, som var på kanten af goalie interference, og minsandten om ikke også hjemmeholdet bragte sig på 3-2 lige før pausen. Vegas i førersædet. 

Washington sled og slæbte for at komme tilbage, Vegas slog kontra. 

Pludselig kastede Devante Smith-Pelly en fremragende tackling ind i et Capitals-pres og kort efter stod han fri inde foran mål. Smith-Pelly var iskold og trak udenom Marc-André Fleury. 3-3 halvvejs inde i tredje periode. 

Og derefter var scenen Lars Ellers. Washingtons styrke i hele kampen var bredden. Danskerens kæde havde været fremragende i hele kampen, og det kulminerede med dansk scoring. 

Historisk. Vildt. Fremragende. 

Stanley Cuppen kommer til Rødovre. Og Lars Eller kunne næppe spille en større rolle end han gjorde denne vilde nat i Vegas. Og her er hans sejrsmål