Kyniske Aalborg straffede dårlig Esbjerg-start

Esbjerg Energy – Aalborg Pirates 4-5 (0-3, 2-1, 2-1) Aalborg udnyttede kynisk og effektivt, at Esbjerg ikke formåede at ramme dagen hjemme i Granly Hockey Arena, hvor man tirsdag leverede sæsonens mest utilstrækkelige præstation på egen is. Især blev en miserabel 1. periode dyr for vestjyderne, da gæsterne kunne gå ud til første pause med en føring på 0-3.

Det var to relativt formstærke mandskaber der tirsdag aften mødtes i Granly Hockey Arena i Esbjerg. Gæsterne fra Aalborg har således hentet fem points i de seneste tre kampe, hvor de vestjyske værter har fuldt hus med ni points – de tre af dem hentet i de to holds indbyrdes opgør for fire dage siden i Aalborg.

Bemærkelsesværdigt var det også, at de to mandskaber tirsdag havde næsten lige så mange afbud, som de har hentet points i de seneste tre kampe. Aalborg manglede således fire spillere (Thode, Knudsen, Christensen og J. Korsgaard), mens Esbjerg var endnu mere amputeret med hele syv spillere uden for holdkortet (Krogsgaard, Vinther, S. Nielsen, N. B. Jensen, Holmberg, E. Nielsen og Tyler Gron, som fortsat afventer spilletilladelse).

I tabellen kæmper Aalborg hårdt for at få kontakt med Gentofte på den slutspilsgivende ottendeplads, mens Esbjerg er begyndt at blande sig i topstriden.

Esbjerg lagde i vanlig stil ud som lyn og torden. Presset på gæsterne var massivt i kampens indledning og det kom derfor lidt ud af det blå, da gæsterne pludseligt bragte sig foran med 1-0 efter godt fire minutters spil, i øvrigt på det første reelle Aalborg-angreb i kampen. Christopher Frederiksen modtog pucken til højre for Jeff Frazee, hvorfra han inde foran mål fik sat Nicolai Meyer perfekt op til afslutning og her svigtede den giftige forward ikke.

Føringsmålet kom formentligt som lidt af et chok for værterne, som herefter overlod meget initiativ til gæsterne, som var klart mest på pucken efterfølgende.

Efter godt 12 minutter spil fik Esbjerg en god mulighed for at udligne, da Michael Binderup bragte sig i en gunstig position foran mål. Men i stedet for afslutningen valgte Binderup at forsøge en pasning til Jannik Christensen, som var stødt med frem. Men pasningen kiksede og øjeblikket efter var der scoret i modsatte ende.

Stærkt gik det således, da Aalborg kom på 2-0 efter ovenstående kontra. Olle Liss var på pletten for nordjyderne og Esbjerg måtte sande at markeringerne havde svigtet, efter den helhjertede offensiv få momenter forinden.

Gæsterne sad nu på det meste og Esbjergs spil virkede nervøst og usammenhængende. Efter et kvarter blev det også 3-0 Aalborg, da Esbjerg i forbindelse med et klumpspil foran Frazee ikke fik ryddet op foran mål. Mens vestjydernes forsvar var i panik bevarede Lasse Korsgaard det kølige overblik og sendte pucken ind bag Frazee. Der var nu larmende tavshed i Granly Hockey Arena.

Værterne forsøgte sig med et par angreb mod periodens slutning, uden at det dog blev rigtigt farligt og da Aaron Lee trak kampens første udvisning efter 18 minutters spil forduftede det sidste vestjyske håb for en scoring i kampens første periode.

Aalborg startede anden periode i power play, men dette afstedkom den største mulighed til Esbjerg, da Aaron Lee modtog pucken lige efter at være kommet ud af udvisningsboksen. Herfra satte canadieren kursen ned mod gæsternes mål i et break away, men Lee fik taget et træk for meget og kom for tæt på Lundell, der relativt nemt kunne afværge.

Esbjergs attitude og arbejdsindsats var generelt noget bedre i anden periode end den havde været i første og måske var man endda lige lovligt offensivt indstillet. Man blev i hvert fald fanget på det forkerte ben, da Mario Lamoureux mistede pucken på vej frem af isen.

Gæsterne slog hurtigt kontra og Nicki Kisum hamrede resolut et slagskud i kassen til 4-0 til Aalborg, efter flot forarbejde af Christopher Frederiksen. En kold spand vand i hovedet på vestjyderne, som benyttede lejligheden til at skifte målmand. Frazee blev taget ud til fordel for Henriksen.

Værterne fortsatte med de offensive takter og arbejdede for sagen. Det gav afkast efter en halv times spil, da Sune Hjulmand fandt Lasse Bang foran Lundells mål, hvorfra Bang let kunne sætte bladet på pucken og gøre det til 1-4.

Vestjyderne havde nu momentum og minuttet efter blev det 2-4, da Wade Bergman med et flot slagskud fra blue line hamrede pucken ind bag en sagesløs Lundell i gæsternes mål. Man var nu inde i den bedste Esbjerg-periode i kampen.

Aalborg var resultatmæssigt fortsat ovenpå, men spillemæssigt haltede man noget efter. Træner Jens Nielsen tog konsekvensen og kaldte en timeout.

Esbjerg kastede fortsat det meste frem og satsede på yderligere reducering. Pistilli og Lamoureoux var tæt på for værterne, men også Olle Liss fik forsøgt sig med en giftig afslutning i modsatte ende.

Der var kommet lidt mere fysik og determination ind i kampen og spillerne på de to mandskaber begyndte at blive lidt irriterede på hinanden. Dette affødte lidt tumult og et par udvisninger et minut før pausen. Flere scoringer blev det imidlertid ikke til i anden periode.

Værterne lage offensivt ud i tredje periode, men lidt som det var tilfældet i anden periode, så var det nordjyderne der var skarpest når chancen bød sig. Eksemplificeret ved Lasse Jul Korsgaards scoring til 5-2 for Aalborg et par minutter inde i kampens sidste periode. En flot scoring af tilbagevendte Korsgaard, der viste initiativ og selvstændighed, da han skar ind i banen, tog et hurtigt træk og udplacerede Henriksen ved fjerneste stolpe.

Esbjerg jagtede fortsat reduceringen, men det var ikke rigtigt vestjydernes aften. For meget løb ud i sandet, for mange pucke blev tabt og pasningerne er også før set mere præcise i Granly Hockey Arena.

Med 7-8 minutter tilbage af kampen løb Esbjerg ind i et par udvisninger kort efter hinanden og nordjyderne fik chancen for endegyldigt at lukke kampen. Men Aalborg fik ikke omsat chancen til scoring og i stedet kunne Esbjerg indlede en slutspurt.

Med mindre end to minutter tilbage af kampen formåede Mike Dalhuisen at reducere til 3-5 efter flot forarbejde af Henrik Clausen bag mål og med Henriksen erstattet af en ekstra markspiller kom Esbjerg også på 4-5, da der resterede et halvt minut af kampen. Det var her Aaron Lee der tog sagen i egen hånd og scorede efter stærkt arbejde omkring gæsternes mål.

Mod den absolutte slutfase var værterne ikke mange centimeter fra at få udlignet, men Aalborg formåede til syvende og sidst at holde Esbjerg fra fadet og kunne således rejse hjem med en ikke ufortjent udebanesejr, efter koncentreret og kynisk at have udnyttet den mindre gode Esbjerg-præstation, ikke mindst i første periode, hvor Esbjerg slet ikke kunne få spillet til at glide.

Afsavnet af syv stamspillere var mærkbart hos vestjyderne, der heller ikke fik en eneste chance i power play denne aften. Dette ændrer dog ikke på, at de resterende spillere sagtens kunne have arbejdet bedre for hinanden og burde have leveret en mere koncentreret og sammenhængende præstation over 60 minutter.

Lasse Jul Korsgaard gik forrest for gæsterne, leverede en god arbejdsindsats og var match-afgørende med sine to scoringer, hvor især det andet mål bør fremhæves som flot og veludført af den unge forward.

Hos Esbjerg var kaptajn Aaron Lee det største lyspunkt. Den utrættelige canadier var et forbillede for sine holdkammerater gennem hele kampen og gik i den grad forrest. Lee tegnede sig tirsdag for en scoring og en assist.