Aalborg tog vigtige tre point i Herlev

Foto: Jan Korsgaard

Herlev Eagles-Aalborg Pirates 2-6 (0-2,0-0,2-4) Aalborg gjorde det nødvendige i en kamp, som nordjyderne ganske enkelt skulle vinde i aften i DFDS Seaways Arena i Herlev. Aalborg Pirates vandt 6-2 hos det decimerede bundhold fra Herlev, og det betyder, at aalborgenserne nu er tre point foran Gentofte i den heftige kamp om ottendepladsen. Dog har Gentofte nu spillet to kampe færre end Aalborg Pirates.

Pirates fik en næsten mere end planmæssig start på kampen med to scoringer indenfor de første fire minutter af kampen. Det var svenskerduoen Robin Karlsson og Olle Liss, der hamrede to hurtige scoringer ind foran 320 tilskuere i Herlev.

Og så gik målscoringen ellers i stå indtil kort inde i tredje periode, hvor Aalborg fik jaget en skræk i livet. For med to lynmål fik Herlev udlignet – Jonas Sander og Tuomas Muhonen stod for Herlevs scoringer. Men der gik kun et par minutter, så fik Nicki Kisum og Christopher Frederiksen igen skabt ro i Aalborg-lejren, og i slutfasen kunne Romans Semjonovs notere sig sit første mål for Aalborg.

Også Olle Liss nåede endnu engang at komme på scoringlisten, inden tiden var udløbet. Kampen sluttede med en hel del roughing-udvisninger. Flest til hjemmeholdets spillere, der tilsyneladende lige skulle af med lidt hidsighed inden kampen sluttede.

Faceoff.dk kunne desværre ikke være i Herlev i aften. Artiklen er baseret på kamprapporten fra aftenens match.