Aalborg tog første sejr i dramatisk derby

Kirill Kabanov - Aalborg Pirates - Victor Panelin-Borg - Aalborg Pirates - Foto: Bluelinemedia.dk -

Aalborg Pirates – Frederikshavn White Hawks 2-1 (1-0, 0-0, 1-1) Første kvartfinale i det nordjyske lokalbrag blev skudt igang her til aften, og det var Aalborgs fans, der kunne juble mest, da Aalborg tog sejren i første kamp. En vigtig sejr, hvor der måtte kæmpes hele vejen igennem kampen.

Disciplinen var ved at koste i løbet af kampen for Aalborg, men stor fight gav første sejr.

Hos Aalborg var der en del spillere tilbage i forhold til opstillingen i de sidste to kampe i grundspillet. Skadeslisten var nede på Mikkel Højbjerg, Sonny Hertzberg, Bjarke Møller samt Kristian Kodal. Hos Frederikshavn var der kun fravær til Ales Sova i defensiven.

Inden kampens startede kårede Pirates Support februar måneds spiller, og valget faldt på den canadiske back, Martin Lefebvre, der har spillet solidt gennem hele måneden. Han var dog i skrap konkurrence med Olivier Hinse.

Frederikshavn startede kampen bedst, og havde gode muligheder til Nick Olesen og Joachim Linnet indenfor de første 90 sekunder. Frederikshavn fik kampens første udvisning, da Marcus Pedersen satte en cross-checking i ryggen på Pierre-Olivier Morin – en tynd udvisning efter slutspilsstandard. Aalborg kunne dog ikke få sat overtalsspillet op, og Frederikshavn klarede hurtigt frisag.

Frederikshavn blev ramt af en del udvisninger i løbet af første periode, og det ændrede ikke på stillingen på scoreboardet. Mark Hurbutise fik en ekstra udvisning for brok, da han var i en mindre infight med både Tobias Ladehoff og Martin Lefebvre.

Jens Henrik Tönjum kom i boksen for ikke at tage faceoff korrekt. Det skabte stor debat på isen, men linjedommeren virkede sikker i sin sag, og pegede flere gange på, at frederikshavneren ikke stod korrekt placeret.

Aalborg fik heller ikke noget ud det powerplay, men i sekunderne efter smed Julian Jakobsen pucken mod, og det fandt vej til nettet til stor jubel blandt størstedelen af de fremmødte tilskuere. 1-0 efter 1. periode, hvor Frederikshavn gjorde det svært for sig selv.

Aalborg kom noget bedre ud til anden periode, og Christopher Frederiksen havde en kæmpe chance for at doble Aalborgs føring, men en klasseredning af Thomas Lillie forhindrede det. Lillie blev fortjent tiljublet af de mange medrejsende fans, der havde taget turen på de små 60 kilometer sydpå.

Chancer i begge ender af isen, men det var Aalborg, der havde de største. Jeppe Jul Korsgaard havde næsten frit mål i powerplay, men Thomas Lillie fik det yderste af benskinnen på forsøget.

Clay Anderson ramte Gorm Nyberg Topholt hårdt, og det lignede en voldsom tackling, hvor Topholt blev liggende i isen. Dommeren snakkede sammen, og endte med at lade Anderson slippe uden yderligere tiltale.

I den anden ende var Tadeas Galansky også på plads, hvor Frederikshavn fik en to mod en, men Galansky fik stoppet muligheden til stor jubel blandt størstedelen af publikum i Gigantium. Store muligheder i begge ender af isen, men stadig 1-0 efter 2. periode.

Frederikshavn kom stærkt ud til 3. periode, hvor de gik til angreb, og de havde muligheden i starten af perioden, men et par store redninger og spillere, der var nede at blokere for skud, mens Galansky ikke var helt på plads.
Frederikshavn fik dog udlignet ved Kristian Jensen, hvor Tadeas Galansky ikke så helt uskyldig ud.

Spillet bølgede frem og tilbage, og der var chancer i begge ender til at afgøre kampen, men det var først, da Frederikshavn lod Pete Quenneville stå fri i slottet, at Aalborg fik scoret. Frederikshavn var for længe om at komme til ham, og han straffede Frederikshavn prompte.

Med et par minutter igen blev Pirates ramt af et par udvisninger til Julian Jakobsen og Olivier Hinse, og Mario Simioni satsede uden Lillie i målet, men dramatikken indtraf. Mark Hurtubise kom flyvende alt for voldsomt ind i Julian Jakobsen, og der var flere Aalborg spillere, der skulle have fat i Hurtubise. Det endte med at spolere det overtal, som Frederikshavn havde på daværende tidspunkt.

Frederikshavn lykkedes ikke med at udligne, og Kirill Kabanov havde pucken i nettet, men den kom et sekund for sent. Linjedommeren vinkede målet af med det samme, hvilket var helt korrekt.

Publikum valgte Tadeas Galansky som kampens bedste spiller for Pirates, men der var også store plusser til Victor Panelin-Borg, der spillede en solid kamp defensivt og var med til at støde med frem, når muligheden var der. Hos Frederikshavn spillede Thomas Lillie en godkendt kamp i målet, og han var chanceløs ved den afgørende scoring.