Aalborg sejrede i stemningsfyldt Arena

Julian Jakobsen - Aalborg Pirates

Aalborg Pirates – Esbjerg Energy 4-2 (0-0, 2-0, 2-2) Til aftenens vigtige kamp i semifinalen mellem Aalborg og Esbjerg i Cool East Arena var der kun en enkelt ændring i kæderne siden tirsdag aften. Det var hos Esbjerg, hvor Anders Koch manglede på holdkortet.

4406 tilskuere var på plads i Cool East Arena til et brag af en kamp, hvor Esbjerg startede kampen bedst og kom frem til flere gode muligheder, men det var Aalborg, der arbejdede sig godt ind i kampen, og Aalborg scorede to mål indenfor kort tid i anden periode. Esbjerg fik bragt noget spænding ind i kampen, men det var Aalborg, der trak fra i tredje periode, og lukkede kampen med scoring til 4-1, inden Esbjerg reducerede til 4-2 med under et minut igen.

Esbjerg kom bedst ud til en første periode, hvor det var tydeligt at se, at dommerne ikke ville have en afgørende betydning på resultatet, så de tillod rigtig meget på isen. Aalborg fik kampens første powerplay, da Nicklas Andersen røg ud for en boarding. Kort efter fik Julian Jakobsen 2+2 minutter for en høj stok på Christian Wejse, der måtte skøjte i omklædningen, da han blødte.

Aalborg var dog stærke i undertal, hvor hjemmeholdet stressede Esbjergs powerplay rigtig meget, så de ikke kunne få stillet op til afslutninger. En enkelt kvalitetsafslutning blev det til, hvor Carson McMillan ikke fik ordentligt træf på pucken foran Galansky.

Aalborg kom bedre med i kampen, og kom til nogle gode muligheder, hvor Peter Quenneville sendte flere kvalificerede afslutninger afsted mod mål i powerplay, men også Mikkel Højbjerg havde muligheden, da han forsøgte at skøjte mellem to Esbjerg-backs, men det blev kun til en halvhjertet afslutning.

Aalborg kom meget stærkere ud til anden periode, hvor der blev skøjtet bedre af hele holdet. Masser af fart, der satte Esbjerg under pres i flere situationer, hvor Aalborg havde en masse tid med pucken. Det gav pote, da Julian Jakobsen tæt under mål kunne styre pucken i nettet på skuddet fra Sonny Hertzberg på blueline.

Der gik ikke mere end 90 sekunder, så havde Aalborg også pucken i nettet til 2-0. Jeppe Jul Korsgaard blev sendt afsted mod mål, hvor han umiddelbart ikke så ud til at lave nogle finter, men pucken gled under Seldrup og i målet. Et mål, som Seldrup umiddelbart må tage på sine skuldre. Esbjerg fik kort efter muligheden i powerplay, men Aalborg så ud til at have læst på Esbjergs powerplay, der ikke kom frem til den helt store mulighed. 2-0 til Aalborg efter anden periode. 

Aalborg var tilfredse med at spille mere defensivt, hvor man altid havde en ekstra mand hjemme. Det var ikke kønt, men kunne det give en sejr, så tog man det med. Esbjerg havde pucken noget mere, og de fik også reduceret halvvejs inde i tredje periode, da Felix Scheel var først over en puck, der ramte et par spillere og endte på hans blad. Scheel sendte den sikkert højt i nettet.

Aalborg kom mere frem, og de fik muligheden, hvor Nikolaj Carstensen var stødt med frem, og han var sidste mand på pucken, hvor Martin Højbjerg havde sendt sit skud i benskinnen på Seldrup, og Carstensen havde åbent mål.

Målet til 4-1 til Aalborg var Esbjerg ikke helt tilfredse med, da der var en afventende udvisning til Esbjerg. Mikkel Højbjerg sender pucken mod Seldrup, der reddede pucken, og Esbjergs spillere stopper med at spille. De havde dog ikke kontrol over pucken, og Martin Højbjerg kunne sende pucken i det tomme mål. Bruggisser var hurtigt ved dommerne, men der kunne ikke rettes på noget. 4-1 til Aalborg og kampen virkede afgjort.

Jannik Christensen ramlede sammen med Henry Hardarson, og de to temperamentsfulde kamphaner viste i en nævekamp, at stemningen mellem de to hold efterhånden koger. Slutspilsdrama og god stemning i Aalborg. 

Adam Miller fik reduceret til 4-2 med under et minut igen, og selvom Aalborg fik en udvisning, så var kampen afgjort, og Seldrup blev stående i målet. Kampen endte med en sejr til Aalborg på 4-2, og dermed den femte hjemmesejr i serien. Der er lagt op til en drabelig kamp på søndag i Esbjerg.

Publikum kårede igen Tadeas Galansky som den bedste Aalborgspiller, men hæderen går til Julian Jakobsen, der har spillet sig op i løbet af slutspillet. Han tog en udvisning i starten af kampen, der kunne have kostet mål, men efterfølgende viste han stor fighterhjerte og var flere gange nede at blokere skud.