Aalborg Pirates køber retten til arenanavn

Pierre-Olivier Morin - Aalborg Pirates

Aalborg Pirates er klar til at give Gigantium Isarena et nyt navn.

Pirates har nemlig købt rettighederne til at give det aalborgensiske is-tempel et nyt navn af Aalborg Kommune, skriver Nordjyske i dag.

– Vi har sagt, at det koster 75.000 kr. for dem om året i tre år at få det navn, siger fungerende sundheds- og kulturrådmand Mads Sølver Pedersen (V) til avisen.

Det er vurderingen fra to forskellige reklamebureauer, der har fået kommunen til at sætte den endelige pris. De to bureauer endte nogenlunde samme sted. 

– Så Pirates kan nå at forhandle med en eventuel sponsor her i slutspillet til eventuel semifinale og finaler. Det kan måske være med til at give dem lidt mere provenu end, hvis vi først havde den på 11. april på udvalgsmødet, så havde festen været forbi, siger rådmanden til Nordjyske.