Aalborg Pirates henter Felix Scheel i Esbjerg

Felix Scheel har fundet ny klub og nøjagtig som klub- og holdkammeraten Anders Krogsgaard fra Esbjerg, fortsætter Scheel i Aalborg Pirates, som dermed fortsætter med at opruste i forhold til den kommende sæson.

Scheel præsenteres således: 

– Efter flere sæsoner i Sverige vendte Felix Scheel tilbage til Danmark forrige sæson. Dengang havde vi også et godt øje til ham, men han endte i Esbjerg. Han har været en bærende del af det vestjyske hold, så vi føler, at vi har gjort et scoop, siger cheftræner Garth Murray. 
 
Felix Scheel har i de seneste sæsoner spillet små 100 kampe i Metal Ligaen, hvor det er blevet til 86 point. Derudover har han spillet Champions League for Esbjerg samt været omkring det danske landshold.
 
– Felix bliver en vigtig spiller for os i den kommende sæson. Han har spillet en del powerplay i Esbjerg og det kommer han også til her. Han er offensivt en komplet spiller, slutter Garth Murray.
 
En stærk danskerstamme begynder at tage form i Aalborg.

Med tilgangen af profilerne Sebastian Bergholt, Anders Krogsgaard og Georg Sørensen og nu Felix Scheel, indledes jagten på importspillerne til forstærkning af den trup, som nu begynder at tegne sig til den kommende sæson.
 
Felix Scheel spiller med nummer 54 i Aalborg.