Aalborg har stadig krammet på Rødovre

Foto: Bluelinemedia.dk

Rødovre Mighty Bulls -Aalborg Pirates 3-4 (1-2, 2-1, 0-1) Juleferien er ovre og turneringen blev genstartet med Piraterne, der lagde til i Rødovre Skøjte Arena. En kamp, hvor hjemmeholdet skulle yde maksimalt for at bryde stimen af nederlag til aftenens modstander, der omvendt kunne udbygge afstanden til midterholdene.

Rødovre fik en drømmestart, da gæsterne trak aftenens første udvisning efter et par minutter, men hjemmeholdet fik aldrig sat spillet ordentligt op, og muligheden forduftede uden afslutninger.

Kort efter startede Piraternes Martin Lefebvre et solidt angreb på Rødovres mål, men det forblev lige ved.

Spillet foregik mest i hjemmeholdets zone, og det blev også Aalborg, der kom først på tavlen. Det var Martin Højbjerg, der umarkeret fik plads i slottet og uhindret kunne styre et skud fra blå i kassen.

Målet var fortjent, da der blev investeret mere i løjerne på isen fra piraternes side, end hos tyrene, der havde rigeligt at se til fra gæsterne, der i den grad huserede foran Gasper Kroselj, som inden kampstart blev annonceret som Rødovre-spiller sæsonen ud.

Med fem minuter tilbage af perioden vendte gæsterne hurtigt spillet fra egen zone og øgede føringen ved Martin Lefebvre, der igen viste målnæsen frem i et to mod en-spil. Pasningen sørgede Kirill Kabanov for.

Samme Lefebvre trak kort efter en udvisning og denne gang fik tyrene mere held med deres overtalsspil. Det var Kevin Montgommery, der hamrede reduceringen i kassen.

Herefter blev spillet mere lige inden der blev fløjtet til første pause. Stillingen 1-2.

Anden periode havde igen gæsterne først på pucken, men ikke på samme markante måde som i åbningsperioden. Det var som om Aalborg var gået et niveau ned i kadance, hvilket bekom hjemmeholdet, som ikke var sent til at trykke mere på.

En udvisning til gæsterne knap halvvejs i periode blev udnyttet af Rødovre til at udligne. Det var Mads Eller, der fik hakket pucken op i målhjørnet, og det var Rasmus Astrup, der stod for sukkerpasningen.

Endnu en udvisning til gæsterne blev promte udnyttet af hjemmeholdet, der spillede gæsterne tynde og Rasmus Astrup kunne krydre en stor indsats med at sætte føringsmålet fra en spids vinkel. Det var Jannik Karvinen, der assisterede.

Med godt fire minutter tilbage trak hjemmeholdet deres første og for den sags skyld også anden udvisning i kampen, da selve udvisningen førte lidt håndgemæng med sig, men alle forsøg prellede af på Gasper Kroselj, og begge mandskaber blev atter fuldtallige.

Med godt et minut inden anden pause fik Aalborg udlignet – stort set direkte på faceoff. Det var Kirill Kabanov der eksekverede.

En anden periode var slut efter underholdende spil fra begge mandskaber, og forhåbentlig kunne tredje periode bringe en vinder af kampen i ordinær tid.

Tredje periode var tre minutter gammel, da Aalborg igen bragte sig i front. Det var Mikkel Højbjerg, der afsluttede efter tyrene var blevet kørt rundt i egen zone af Mikkel og Martin Højbjerg samt Julian Jakobsen.

En tydelig groggy Mads Eller fra Rødovre blev kort efter hjulpet af isen efter en fuldstændig udnødvendig hovedtackling af Lasse Bo Knudsen, der derfor måtte tidligt i bad. Det bragte hjemmeholdet i fem minutters overtal.

Det blev til to mands overtal i et en minut da Aalborg blev ramt af endnu en udvisning, men der var ikke mere energi tilbage hos hjemmeholdet.

Rødovre tog en udvisning med seks minutter tilbage men også her lignede det udsolgt hos Piraterne, så også her blev overtallet afviklet uden de stor udsving.

Rødovre forsøgte med at erstatte keeperen med en ekstra markspiller i slutfasen, men uden effekt og Aalborg kunne drage hjem med tre fortjente point i bagagen.