Aalborg færdige i Champions Hockey League

Foto: Jan Korsgaard

Aalborg Pirates-Frölunda Indians 1-5 (0-2, 1-2, 0-1) Tirsdag blev den sidste kamp spillet i Champions Hockey League for de danske mestre, Aalborg Pirates, vedkommende. Det blev til et møde med det svenske storhold, Frölunda Indians, der tidligere har vundet turneringen tog gange.

Til kampen stillede Aalborg i stærkeste opstilling, da man tidligere på tirsdagen havde offentliggjort, at man havde fritstillet David Friedman.

Overraskende få mennesker, 1774 tilskuere, havde valgt at tilbringe deres tirsdag aften i Bentax Isarena, hvor man kunne se Frölunda Indians udspille de danske mestre i flere omgange. Efter 1. periode var det dog kun 0-2 på tavlen, men det kunne sagtens have været meget større.

I de første par minutter var Frölunda stort set i Aalborgs zone, og man frygtede lidt, hvor stort nederlaget skulle blive.

Frölunda kom dog også planmæssigt foran med 0-1, da Chay Genoway fik sendt pucken i nettet bag Quemener, og da Aalborg fik kampens første udvisning, så lå det lidt i kortene, at det også skulle blive til 0-2. Ganske rigtigt, for Simon Hjalmarsson sendte pucken i nettet tæt under mål, og Frölunda virkede kun til at køre i 2. gear i store dele af perioden.

Aalborg havde også enkelte chancer, men det var mest, når Mike McNamee var på isen sammen med Højbjerg-tvillingerne, at man kom frem til muligheder. Det lykkedes dog ikke at komme på måltavlen, og man kunne ikke sige noget imod, at Frölunda var foran efter 1. periode.

Målet for Aalborg i 2. periode måtte have været at gøre en solid figur og spille simpelt, og ikke komme yderligere bagud alt for hurtigt. Det sidste lykkedes ikke for sekundviseren var ikke nået halvvejs rundt på urskiven inden, at det stod 0-3.

Joel Lundqvist var sidste mand på pucken, og reelt punkterede kampen der.

Aalborg forsøgte at lægge pres på Frölunda, men det lykkedes ikke, og i stedet gav det huller bagude. Frölunda trykkede lidt på speederen, og man var hurtigt afsted mod mål, hvilket Ponthus Westerholm udnyttede til 0-4.

Aalborg fik også muligheden i powerplay, hvor Mikkel Højbjerg sendte pucken afsted mellem venner og fjender og direkte i nettet til 1-4. Aalborg fik yderligere en mulighed i powerplay, men det lykkedes ikke for Aalborg at reducere yderligere.

I 3. periode skulle man afslutte sin deltagelse i Champions Hockey League på en god måde, men det endte med, at Frölunda fik scoret en enkelt gang, da Tim Söderlund blev noteret for det enlige mål i 3. periode.

Der var optakt til lidt ballade på isen flere gange, men kampens dommere lod spillerne spille ishockey og kun kaldte det mest nødvendige i løbet af kampen. Tiden løb stille og roligt af uret, og Aalborg måtte sande, at deres europæiske eventyr sluttede her.

En fornuftig kampagne for Aalborg, der spillede gode kampe i Zürich og Wien og faktisk var tæt på at hente “rene sejre” begge steder. Hjemmekampene mod repræsentanterne fra Østrig og Schweiz blev tabt, og til sidst ramte Pirates altså overmagten fra Sverige i form af Frölunda.