Aalborg brød sammen i det nordjyske derby

Foto: Jan Korsgaard

Frederikshavn White Hawks-Aalborg Pirates 10-2 (1-2,7-0,2-0) (Skrevet af Michael Eriksson Kristensen) Lokalopgøret i det nordjyske blev endnu en gang en underlig affære. Et Aalborg-mandskab der kom ud som lyn og torden, men knækkede fuldstændig sammen med 0-7 imod sig i anden periode.

Dramatik med et lille udvisningsorgie til sidst i kampen, et grimt uheld ved Lasse Jul Korsgaard, og over 2000 tilskuere trods Black Friday. På nær den lille skare af Pirates fan, gik alle hjem med et godt smil på læben og god underholdning.

Gæsterne lynstartede på vanvittig vis, da Olle Liss gjorde det til 0-1 allerede efter 31 sekunder. Alt for passivt så hjemmeholdets defensiv til, og den chance skal man ikke give piraternes førstekæde. Blot to minutter senere gentog det hele sig en gang til, og Liss kunne bringe de til aftenen sortklædte pirater foran 2-0

Var det blevet 3-0 og 4-0 til gæsterne kunne hjemmeholdet ikke have sagt noget til det, da de slet ikke kom ud af omklædningsrummet til første periode. Der stod Aalborg på det meste, hvor Liss og Meyer var konstant giftige foran George Sørensens mål.

Hjemmeholdet kom mere og mere med som perioden skred frem, men rigtig farlige blev de ikke. Mads Larsen traf ydersiden af stolpen, men ellers så man ikke meget til høgene, før Niclas Edman tog sagen i egen hånd og spillede Christian Kristiansen fri foran mål til nem reducering kort før første periodes udløb.

Anden periode startede halvkedeligt, men efter det triste uheld med Lasse Jul Korsgaard (Omtalt anden steds her på sitet), var det som om hjemmeholdet trådte i karakter for alvor.

Om det var forskrækkelsen over holdkammeratens grimme uheld, eller det mere var en understregning af høgenes større klasse, er ikke til at sige. Ikke desto mindre scorede White Hawks syv mål på under 10 minutter, fra knap midtvejs i den midterste periode.

Miller, Rasmus Søndergaard, Bergman (hjemmeholdets bedste i aften) Chapman, Klarskov, og to gange Bau, fik stemningen i vejret hos hjemmeholdets fans, hvor det lugtede af stemning fra de gode gamle dage, hvor lokalopgørene havde rødspætter og kanonslag på isen.

I tredje periode fik Jesper Wulff chancen i gæsternes bur, og trods flere bombardementer gjorde den unge keeper det fortræffeligt.

Han kunne ikke forhindre de to scoringer, som hjemmeholdet sendte ind i tredje periode, og sørgede for tocifrede på måltavlen, hvilket ikke har været hverdagskost i lokalopgørene gennem tiderne. Det var Colin Vock og Robin Bergman der sluttede målfesten i det nordjyske lokalslag.

Vi undgik dog heller ikke dramatikken til sidst, hvor hele fem spillere røg i straffeboksen efter et mindre slagsmål. Derfor sluttede Pirates med to spillere i overtal, uden det dog lykkedes dem at få pyntet på resultatet.