A-landsholdet spiller kamp 76 mod Frankrig

Foto: Jan Korsgaard

Når Danmark i aften møder Frankrig i Gigantium i Aalborg, er det kamp nummer 76 i historien mellem de to nationer, skriver landsholdets Facebook-side. 

Gennem stort set hele de to nationers “ishockeylevetid” har Danmark og Frankrig været på niveau, og derfor er Frankrig – efter Norge – også den modstander, Danmark har spillet flest landskampe mod.

Kampen i aften i Gigantium er nummer 76 i rækken af matcher mellem de to mandskaber, og historisk set har Frankrig overtaget på Danmark – ikke mindst fordi franskmændene i “gamle dage” vandt de fleste kamp mod de rød-hvide.

Danmark har 29 sejre – inklusive overtid – mod franskmændene – fem gange er kampene endt uafgjort (før man indførte, at kampen SKULLE afgøres) og det efterlader altså 41 sejre inklusive overtid til Frankrig i det indbyrdes regnskab.

Danmark stiller med en glimrende trup, der blandt andre tæller kaptajn Peter Regin fra Jokerit og det længe ventede landsholdscomeback til Philip Larsen. 

De to øvrige nationer i turneringen, Østrig og Letland, spiller også i aften. De to nationer dyster i Kvik Hockey Arena i Herning.