Game center: Aalborg-Rungsted

Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: Aalborg fik den krævede sejr i Herlev torsdag aften, og har stadig en enkelt pinds forspring ned til Gentofte, der dog har en kamp i hånden.

Gentofte slog Rungsted i fredags, og det er netop Rungsted, der kommer på besøg i eftermiddag i Gigantium Isarena, hvor Aalborg formentlig har udregnet sig gode muligheder for at tage vigtige point.

Rungsted har nemlig været favoritmodstander for Pirates i denne sæson, for bortset fra en enkelt kamp, har Aalborg taget alt muligt mod nordsjællænderne i indeværende sæson.

– Og lige nu for os, der er det virkelig den næste kamp, det handler om. Kunne vi komme til minifinalen i Gentofte med et forspring på fem-seks point, så vil der i hvert fald være en smule mere ro på, så vi vil meget gerne drille Rungsted, siger Aalborgs assisterende træner Ronny Larsen til Nordjyske inden kampen.

Her har Aalborg-spillerne med U20-alder hårde betingelser, for de spiller – medregnet kampen torsdag i Herlev i Metal Ligaen – deres kamp nummer fire på fem dage. Spillere som Seb Brinkmann. Tobias Ladehoff og Jeppe Jul Korsgaard har nemlig været med i kvalifikationsturneringen på hjemmebane de seneste dage.

De lykkedes med at bringe AaB Ishockey i DM-finaleserien på to dage og sidder altså nu over i formiddagens kamp mod Herlev for at pleje stængerne frem mod den store kamp mod Rungsted.

Gæsterne i dag er kommet skævt fra start efter landsholdsbreaket og har lukket 11 mål ind på to kampe. Defensiven haltede gevaldigt fredag aften mod Gentofte, så det er i den grad her, Rungsted skal finde koncentrationen i eftermiddag.

Hold øje med: Olle Liss var giftig foran mål i torsdag og kan blive en nøglespiller for nordjyderne i eftermiddag. Målmandsspillet vigtig for Rungsted, og det er spændende om Michael Clemente igen får chancen efter en spilledag i skammekrogen i fredags, hvor Feuk lukkede seks mål ind.

Holdene: Aalborg var uden Lasse Jul Korsgaard og Kristian Kodal i Herlev torsdag, mens Rungsted spillede kampen mod Gentofte uden “den forsvundne finne” Tuomas Santavuori. Spændende om han vender tilbage igen eller om hans visit i Rungsted var af kort karakter.