930.000 KRONER INDSAMLET i Gentofte på rekordtid

Joonas Riekkinen - Gentofte Stars

Hvad der i går lignede et farvel til Gentofte Stars-eksistensen i Metal Ligaen, er i dag blevet forvandlet til en næsten euforisk stemning i den lille skøjtehal, skriver et par pålidelige folk, der er i Gentofte, til Faceoff.dk. 

Mellem anden og tredje periode i Gentofte Skøjtehal til kampen mod Rødovre annoncerede Jan Barsballe fra Gentofte Stars nemlig, at klubben nu blot mangler 70.000 kroner for at ramme den million, Gentofte i går erklærede, at man manglede for at kunne fortsætte ligadriften. 

Det bekræfter klubben nu også på sin Facebook-side. 

Nu er klubben tilsyneladende tæt på at være i mål, og det må siges at være et positivt signal – både for Gentofte Stars og for Metal Ligaen i sin helhed.

– De sidste 24 timer har vi rejst 930.000 kroner, men vi mangler nogle tilkendegivelser, så vi er helt sikre. Det er vi i morgen og i så fald kan vi køre videre med vores nuværende trup med fuld løn,” siger Jan Barsballe, der er med til at drive eliteselskabet som en del af ledelsen.

– Vi er fuld af beundring for, hvordan ishockey-Danmark er stået sammen og med så kort varsel har rejst så mange penge. Det overgår min vildeste fantasi.

Uden at overfortolke kan man vel næsten konkludere, at Metal Ligaen spilles til ende med 11 mandskaber og sportsligt korrekt.

Kampen mellem Gentofte Stars og Rødovre Mighty Bulls er i skrivende stund midt i tredje periode, og Stars spiller i aften med samtlige importspillere, der er til rådighed. 

Spændende at se, hvordan udviklingen fortsætter de kommende dage.