91 kampe i weekenden ved Esbjergs U9-Nytårscup

Esbjerg Ishockey klub afholder igen i år Nytårscup i dag og i morgen i Granly Hockey Arena i Esbjerg.

Nytårscuppen er for U9 spillere (årgang 2009-2010), og er en tilbagevendende begivenhed i Esbjerg Ishockey klub. Der deltager i år 14 hold i turneringen, heraf 1 tysk hold, og de resterende 13 hold er fra de øvrige danske ishockeyklubber rundt om i Danmark.

Cuppen er i lighed med tidligere, en bredde-turnering, hvor fokus primært er på, at hver spiller får rigeligt med is- og spilletid i løbet af weekenden og en god oplevelse med hjem. Sekundært tæller de sportslige resultater.

Turneringen bliver en alle-mod-alle turnering, hvor alle hold møder hinanden en gang i løbet af weekenden. Det løber op i hele 91 kampe á 21 minutter, fordelt hen over lørdag i tidsrummet 8.25-18.00 og søndag 8.00-14.25 i begge haller i Granly Hockey Arena.

– I forbindelse med afviklingen af Cuppen, vil der igen i år være mulighed for at vinde fine præmier fra byens sponsorer i den store Tombola med masser af gevinster. Alle pengene fra Tombolaen går til Esbjerg U9 hold og deres årlige forårstur. Det ville glæde os, at byde jer velkommen til at kigge ind, og se og mærke stemningen til vores traditionsrige Nytårscup, skriver Esbjerg IK i en pressemeddelelse.