Game center: Gentofte-Odense

Før kampen: Det gælder revanche for sidste tirsdags kamp, hvor Gentofte i fjerde forsøg endelig fik has på Odense. Tre dage senere vandt Gentofte så over Rødovre, så et nederlag søndag i sidste øjeblik har formentlig ikke taget pusten og selvtilliden ud af Stars-holdet, der i går så Aalborg snuppe to point i sidste øjeblik.

For at følge med skal Gentofte også tage point i aften, men det kræver bedre hockey end sidste tirsdag, hvor Gentofte nok vandt, men ikke på nogen måde spillede sæsonens bedste, som backen Nicklas Hansen betonede efter kampen.

Blandt andet vandt Bulldogs skudstatistikken med 21-4 i anden periode, og her skal hemmeligheden søges hos fynboerne før kampen i aften: Bedre effektivitet.

Den fandt Odense-spillerne søndag mod Rungsted, hvor stort set hvert eneste skud gik ind i første periode, hvor man så en Dale Mitchell, der efter en lidt længere anonym periode igen havde fundet sig selv på den gode måde. Både hans skøjteløb og hans afslutninger var eminent i søndags.

Hvis kæden med Mitchell, Armstrong og Bjerrum for alvor kommer i gang igen, har Odense et våben som alle skal frygte.

Hold øje med: Teemu Seppänen udvikler sig efterhånden til nøglespiller nummer et for Gentofte, og han står i aften overfor både Rasmus Bjerrum og Dale Mitchell, der begge fandt melodien i søndags med stor farlighed og fine scoringer.

Holdene: Odense har ingen skader for øjeblikket, og Gentofte havde ligeledes fire hele kæder med til kampen mod Rødovre søndag.