Aalborg hentede vigtig point i Frederikshavn

Foto: Jan Korsgaard

Frederikshavn White Hawks – Aalborg Pirates 3-2 (1-0, 1-1, 0-1) (0-0) (1-0) – Skrevet af Michael Eriksson Kristensen. Lokalopgøret i Nordjylland blev vundet af Frederikshavn White Hawks. De over 2000 tilskuere skulle dog igennem 65 minutters ishockey og straffeslag, inden hjemmeholdet kunne trække sig tilbage med to point.

De første tyve minutter i Scanel Hockey Arena her i eftermiddag, var nærmest en ørkenvandring at komme igennem. Der manglede lige tyve procent hos begge hold i en chancefattig og kedelig periode. Der var langt til de højdepunkter vi blev budt fredag aften, da White Hawks vandt i Gigantium med 6-3.

De få chancer der var, stod der Meyer og Miller på, men sikkerheden selv hos de to keepere i begge ender gjorde, at der skulle gå 18 minutter inden dagens første scoring. Den tilfaldt hjemmeholdet, da Colin Vock tog sagen i egen hånd og skøjtede Lundell rundtosset, og nemt kunne sende skiven i mål med baghånden.

Det var groft sagt det eneste højdepunkt i en blodfattig periode, hvor der heller ikke var tænding på spillerne i mellem. Man ser ellers tit i de dobbeltopgør at der lige er noget der skal betales tilbage, men det var ikke tilfældet i de første tyve minutter.

I anden periode blev det til et lokalopgør som vi kender det. Allerede efter et minut udlignede Christopher Frederiksen på sin gamle hjemmebane til 1-1, da han snød George Sørensen med en fræk afslutning.
I den anden ende fik Lundell mere at se til, men han havde de store redninger fremme da Bau og Miller forsøgte sig. Det bølgede alt i alt meget frem og tilbage i en hæsblæsende periode, hvor dommerne fik noget mere at se til.
Hjemmeholdet bragte sig foran 2-1 da Mathias Bau med et hårdt skud sendte pucken i mål, efter flot forarbejde af Adam Miller og Tim Kunes. Det var sidstnævntes assist nummer 34 i sæsonen. Ganske imponerende af en af Metal Ligaens bedste backer.

Aalborg Pirates havde bestemt også deres muligheder. Det blev til flere overtalssituationer, blandt andet en fem mod tre, men der blev skudt med løst krudt fra piraterne. Overtalssituationerne blev egentlig sat ganske flot op, men det kneb gevaldigt med skarpheden.
Desværre for gæsterne blev Lasse Jul Korsgaard skadet i anden periode. Det lignede en knæskade for den uheldige Pirates-spiller, der senest han var i Frederikshavn blev så slemt skadet, at han var ude af spillet i en måned.

En anden uheldig spiller, Colin Vock, måtte for anden kamp i træk udgå undervejs. Den amerikanske forward var heller ikke ved sig selv i eftermiddag, og det lignede efterveer fra kampen i fredags, hvor han fik et hårdt slag til hovedet.

Marcus Lundell havde fundet storspillet frem i eftermiddag, og store chancer til Adam Miller og Robert Carlsson i begyndelsen af tredje periode klarede han i stor stil.
Der var også chancer i den anden ende, hvor Olle Liss havde en kæmpe mulighed for at udligne. Desværre for ham og de 200 medrejsende Pirates-supportere, røg pucken over mål.
Altid energiske Sebastian Fakt havde også en god mulighed for gæsterne, men her hev George Sørensen en fornem redning ud af ærmet. Aalborg var meget nærgående i store dele af perioden, og kunne fortjent udligne til 2-2. Det var Olle Liss der scorede efter den blev rettet af, af en White Hawks spiller. Scoringen kom i overtal, og kort efter røg Miller i straffeboksen for hjemmeholdet i en hæsblæsende afslutning.

Det kunne gæsterne ikke udnytte til deres fordel, og det var faktisk White Hawks der havde den største chance i de to minutter, da Marcus Olsson fik en friløber. Det lykkedes ikke at overliste Lundell, der igen var sikkerheden selv.
Derfor skulle der overtid og straffeslag til for at finde lokalopgørets vinder, og det blev med Robin Bergman som matchvinder da han som den eneste scorede på straffeslagene.