Game center: Rungsted-Odense

Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: Odense Bulldogs er inde i en vanskelig periode lige nu. Men det er fynboerne vant til, for Brad Grattons mandskab er ligaens absolut mest svingende. Det er sket flere gange i sæsonen, at en god sejrsstime er blevet afløst af en længere nederlagsrække, og lige nu er fynboerne inde i en negativ spiral med fire nederlag på stribe.

I den fynske lejr hæftede man sig dog i tirsdag i Gentofte ved, at spillet trods alt var ok – og at det var 10-15 dårlige minutter i kampens begyndelse, der kostede dyrt.

Men der er ingen tvivl om, at Gratton og co. lige nu leder efter den formular, der skal få holdet på ret kurs inden det slutspil, der set med Odense-øjne helst skulle blive en større succes end sidste sæson, hvor det blev til fire hurtige nederlag mod Esbjerg.

I Rungsted hygger de sig for øjeblikket, for trods skadesproblemer har Rungsted Seier Capital vundet fire kampe på stribe, og  sidst Rungsted vandt over fire kampe i træk i ordinær spilletid var helt tilbage i mesterskabssæsonen 2001/02, skriver klubbens hjemmeside.

Så det er virkelig en god stime, Rungsted er inde i, og det tyder ikke mindst på, at Eller og Holten Møller har fået sat skik på defensiven og en prop i nede foran eget mål. En vigtig forudsætning frem mod et slutspil, hvor et Rungsted-hold i hel forfatning ikke bliver nogen nem aktør at danse med.

3-2-sejren i Vojens i tirsdag var endnu et selvtillidsboost.

– Det var god udebanehockey. Vi holdt spillet simpelt og spillede mere direkte end vi har gjort længe. Vores powerplay spiller godt igen i dag og kreerer en masse. Vi gjorde det i det hele taget ikke sværere end det var, sagde den skadede kaptajn, Joachim Holten Møller, efter kampen.

De to seneste kampe mellem Rungsted og Odense har været etmåls-affærer – den ene i overtid – så det ligner et tæt slag i aften igen i Saxo Bank Arena.

Holdene: Odense-mandskabet kører mere eller mindre skadesfrit rundt, mens Rungsted stadig har en del folk ude. Joachim Holten Møller, Johan Andersson, Jonas Røndbjerg, Nikolai Gade var således ikke med i Vojens i tirsdags.

Hold øje med: Fynboernes Dale Mitchell har været bleg på det seneste og trænger til at rulle sig i gang frem mod slutspillet. Rungsteds Morten Green har været udsat for kritik i store dele af sæsonen, men synes stille og roligt at arbejde sig i slutspilsform.

Sidste kampresultater: RUNGSTED
26.01.16 MET SønderjyskE Rungsted 2 : 3
22.01.16 MET Rungsted Herlev Eagles 5 : 0
19.01.16 MET Esbjerg Rungsted 2 : 5
15.01.16 MET Gentofte Rungsted 1 : 3
12.01.16 MET Rungsted Aalborg Pirates 3 : 4
Sidste kampresultater: ODENSE
26.01.16 MET Gentofte Odense 2 : 1
22.01.16 MET Aalborg Pirates Odense 3 : 2
19.01.16 MET Odense Herning 4 : 9
15.01.16 MET Frederikshavn Odense 6 : 2
12.01.16 MET Odense Rødovre Mighty Bulls 3 : 2
Head-to-head kampe: RUNGSTED – ODENSE
27.11.15 MET Rungsted Odense 2 : 1
23.11.15 MET Odense Rungsted 5 : 4
(4 : 4)
18.09.15 MET Odense Rungsted 7 : 2
13.02.15 MET Odense Rungsted 2 : 4
09.01.15 MET Odense Rungsted 3 : 1