700 kampe: Der mangler stadig noget

Foto: Jan Korsgaard

Mads Bech Christensen runder 700 kampe i aften og dermed dagens mand i Scanel Hockey Arena, hvor der efterhånden er tradition for lange, solide karrierer.

Spørg bare Mike Grey og Tomi Jokinen derom, som for et par sæsoner siden blev fejret for deres 864 og 625 kampe for Frederikshavn (alt inklusive).

Greys klubrekord står for skud, hvis Mads Bech Christensen fortsætter et par sæsoner eller tre endnu og vel at mærke holder sig skadesfri.

– Det ved man aldrig. Hvis jeg kan bidrage med noget, kunne jeg sagtens forestille mig at spille nogle sæsoner endnu. Duus spillede vel til han var 40, griner Mads Bech Christensen i telefonen på dagen, hvor han rammer det fine jubilæum.

Der er omkring syv timer til det går løs med kampen mod Esbjerg, og den frederikshavnske back er i telefonen, som han – for det meste – virker på banen. En stille og rolig og afslappet gut.

Som i øvrigt ikke helt kan huske særlig meget om sin debut for FIK, som det hed dengang omkring årtusindeskiftet.

Det var inden det blev moderne med NHL’ske dyretilnavne til klubberne.

– Der er flere, der har spurgt, jeg burde nok lige have lavet noget research. Jeg mener, debuten var mod Esbjerg, men jeg er simpelthen så dårlig til den slags. Men det var – desværre – lige efter, FIK havde vundet guld, og der var et par gamle drenge, der stoppede. Så blev der plads til sådan en som mig, siger Mads Bech.

Han fik hurtigt tjekkiske Martin Taborsky som mere eller mindre fast backmakker. De talte ikke sammen uden for banen. Eller – de forsøgte.

– Det var en tid med en del østeuropæiske spillere heroppe, som ikke kunne tale særlig godt engelsk. Så vi kunne ikke sidde og tale om, hvad vi skulle gøre på isen. Det var ren “hockeykommunikation” inde på isen. Men det lykkedes os at få et fint samarbejde. Taborsky var en god spiller, husker Mads Bech om tjekken, der nåede fire sæsoner i Frederikshavn og derefter fortsatte til Esbjerg og Herlev.

– Jeg har været med både, hvor det har sjovt og knap så sjovt. Den sæson, hvor vi nåede finalen (2010/11) mod Herning er en af dem, jeg husker som den sjoveste. Der var mange danske spillere på holdet, som er rejst videre: Jesper Jensen, Frederik Andersen, Morten Lie.

– Vi havde det virkelig sjovt, selv om der ikke var særlig meget økonomi i holdet dengang. Det var vi ligeglade med. Desværre blev både (Christian) Schioldan og jeg selv ramt af skader lige omkring finaleserien (som Frederikshavn tabte til Herning). Det var virkelig ærgerligt, siger Mads Bech til FACEOFF-online.dk.

– Den værste oplevelse: Syvende finale mod SønderjyskE i 2013 (Tyler Gotto afgjorde syvende finale i det 17. minuts overtid for SønderjyskE). Selv i dag er det svært at forklare, hvordan man havde det efter den kamp. Og mine sølvmedaljer (tre stk.)? De ligger nederst i en boks og jeg vil rigtig gerne bytte dem med en af de gode. Der er noget, der mangler derhjemme, griner Mads Bech Christensen.

Det er selvfølgelig noget af det, der driver ærke-frederikshavneren til stædigt at fortsætte karrieren. Jagten på den eftertragtede guldmedalje, som hele byen går og længes efter. Hvordan ser Mads Bech holdet i år?

– Det ser stabilt ud, og det gode er, at vi stadig fornemmer, at vi har masser af muligheder for at forbedre os. Vi har endnu ikke ramt toppen, og vi har en god og harmonisk gruppe. På papiret er der måske mange nye ansigter i truppen, men stort set alle kender Metal Ligaen fra tidligere, så folk er ikke så nye alligevel. Jeg ser positive takter, siger Mads Bech.