Rødovre henter Edgars Treijs i Hvidovre

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard
Vojens Efterskole

Hvidovres topscorer Edgars Treijs var allerede rygtet til Rødovre, da tingene begyndte at gå skævt hos Fighters. Men Treijs blev i første omgang i Hvidovre, men er nu skiftet til naboklubben, hvor han kan blive et værdifuldt tillæg til et målsultent Mighty Bulls-angreb.

– Jeg er rigtig glad for, at det er lykkes os at få Hvidovres topscorer til klubben. Vi henvendte os allerede, da Hvidovre meldte ud, at de var i problemer. Det så ud til at lykkedes for en tre ugers tid siden, men så skete der et eller andet, som gjorde, at Hvidovre trak sig fra den aftale og vi måtte derfor – i første omgang – se ham spille videre i Hvidovre-trøjen, siger Rødovre-sportschef Jørgen Illemann til klubbens hjemmeside. 

– Nu er det så lykkes, så det er vi selvfølgelig ekstra glade for, da Edgars ganske tydeligt har vist, at han kan score mål. 11 mål på et bundhold er ganske godt gået. Jeg ved, at Edgars er rigtig glad for at komme til Rødovre og ser frem til at spille for vores fans – og selvfølgelig vise, at han også kan lave mål her, lyder det fra Illemann.

I Rødovre ærgrer man sig over farvellet til naboklubben.

– Vi mister nogle gode naboopgør og det er ærgerlig omtale for dansk ishockey – og oven i det, så mister vi henover natten 8 point og rutsjer ned i tabellen. Men der er ikke andet at gøre end at steppe op og kæmpe for at vinde nogle flere ishockeykampe, siger Jørgen Illemann

–  Reglerne ved konkurser er klokkeklare hos DIU, så det kan eller skal vi ikke tude over. Om det er så er den rigtige måde, det kan man jo kigge på en gang mere i Ligaforeningen og se, om der findes en anderledes og mere jævn mulighed, men nu er det engang som det er, tilføjer sportschefen.

Treijs leverede fine 15 point i 20 kampe for Hvidovre, og at 11 af dem var mål, gør næppe noget for Rødovre-træner Magnus Bogren. Han har masser af dygtige oplæggere i truppen.