Thinnesen og Seppänen reddede Odense i bundopgøret

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard
Vojens Efterskole

Odense Bulldogs-Hvidovre Fighters 4-2 (2-0,1-1,1-1) Der var formentlig god plads i Hvidovres bus på vejen til Odense i eftermiddag. Gæsterne kom til Fyn med blot fem backer og 11 angribere, men til gengæld var cheftræner Peter Enehag tilbage på skansen. 

320×360 artikel

Det samme var den unge reserve Philip Nicolaisen i buret, hvor Emil Jidskog var væk for tredje kamp på stribe og med de forudsætninger – og flere markante navne ude, Edgars Treijs var i dag kommet på mangellisten – virkede det som en svær opgave for de hårdt prøvede Hvidovre-spillere i eftermiddag. 

Men allerede 30 sekunder inde i kampen havde både Erik Lundblad og Anders Schultz haft frit skud på Teemu Seppänen fra tæt hold.

Finnen forhindrede en Hvidovre-chokstart med to gode parader.

I stedet åbnede Odense festen i den anden ende. En lille tripping-udvisning til Daniel H. Nielsen kostede en Mike Daugulis-scoring tæt under mål, og kort efter øgede Dimitry Kuznetsov til 2-0. I øvrigt to gange med Mathias Thinnesen som assist.

Bundsolide Thinnesen har for længst bevist, at han hurtigt er tilbage i Metal Liga-form. 

Midt i den fynske rus over scoringerne, skal det noteres, at Hvidovre spillede frisk til. Kort før 2-0-scoringen var Malte Bønløkke fri til scoring, og 12 minutter inde i kampen skød Frederik Høeg på inderstolpen uden at Seppänen var i nærheden. 

Det decimerede Hvidovre-hold kom ikke for at gemme sig, og gæsterne var decideret uheldige med ikke at have scoret i første periode. I slutfasen dansede pucken på stregen, da Anders Schultz og Frederik Høeg arbejde, der begge var stærkt spillende i eftermiddag, arbejdede hårdt omkring Seppänens bur. 

Hvidovres drømme om point fik et knæk tidligt i anden periode. Igen var tilbagevendte Thinnesen på spil. Han skød på Nicolaisen, der reddede glimrende, men returen drønede direkte ud til Thinnesen, der liggende bugserede skiven ind til 3-0. Der var spillet knap 22 minutter. 

Teemu Seppänen var en god mand for Odense i de efterfølgende minutter, hvor han måtte parere kompetente forsøg fra både Erik Lundblad og Lasse Carlsen, og i det hele taget sad fynboerne slet ikke tungt på noget i den første halve time.

Hjemmeholdet scorede bare målene, dog ikke, da Mike Daugulis totalt missede en friløber og fumlede pucken ud i siden. 

Lige over halvvejsmærket stødte Christoffer Lindhøj med frem for Hvidovre og havde frit lejde mod Seppänen. Finnen reddede igen og sprællede efterfølgende stort et par gange, da Hvidovre spillede powerplay i fire minutter. 

Til sidst måtte Seppänen dog overgive sig, da Christoffer Lindhøj skød på mål.

Rasmus Hansen var over returen og klappede den ind. Gæsterne lugtede blod, vandt alle nærkampe og kastede det ene forsøg efter andet ned mod Seppänen. Bulldogs havde svært ved at styre den lynhurtige Magnus Molge og det kostede en udvisning, som igen kostede to store chancer til Anders Schultz. 

At Odense gik til pausen foran 3-1 havde to årsager:

At Hvidovre-spillerne lige nøjagtig overplacerede en del afslutninger, og at Teemu Seppänen stod fremragende. 

21 sekunder inde i tredje fik Frederik Høeg dirigeret skiven ind, men at dømme efter den tidligere Odense-spillers smil – og ikke protester – var han godt klar over, at staven var langt op over tilladte højde.

Det var den også, men kort efter fik gæsterne reduceret, da Nicki Kisum i samarbejde med Erik Lundblad nærmest kunne drible pucken ind over stregen. 

Fornuftigt af Pelle Svensson i Odense-boksen prompte at tage sin time out. De 10 Hvidovre-fans fik for alvor gang i trommen, mens fynboerne spillede sig lidt længere væk fra egen zone. Vojtech Komarek havde chancen tæt under mål, men brændte.

699 tilskuere kunne derefter se Frederik Høeg verfe pucken ud over banden. En tam omgang Odense-powerplay fulgte, men man fornemmede dog, at Bulldogs havde fået en smule mere momentum inden 10 nervepirrende slutminutter, der blev præget af en del udvisninger.

Hvidovre mistede Lasse Carlsen for en hårdt dømt checking from behind, og Odense fik på den konto mulighed for at afgøre sagerne i powerplay med seks minutter igen. 

Rutinerede Rasmus Hansen mistede rutinen og brokkede sig også til 10 minutter i boksen, men midt i kaos fik Odense intet ud af overtalsspillet.

Hold op for en nervøs slutfase på Fyn.

Hvidovre-kaptajn Christoffer Lindhøj udgik i groggy tilstand, var til tjek og kom hurtigt tilbage igen. Heller ikke gæsterne fik specielt meget ud af et powerplay i slutfasen og med to minutter var vi tilbage i fem mod fem-spil. 

1:38 tilbage. Hvidovre tog time out og pillede Philip Berg Nicolaisen og efter 50 sekunders pres mod Odense-målet, fik Mike Daugulis blokeret et skud og fandt sig sekunder senere oppe i den anden ende, hvor han ragede pucken i kassen til 4-2. 

Hvem anden end den evige canadiske fighter kunne næsten blive helten for Odense på en dag, hvor hjemmeholdet var gæsterne spillemæssigt underlegne, og hvor Teemu Seppänen ganske uventet trak sig tilbage som kampens spiller sammen med Mathias Thinnesen.

Thinnesen elsker publikum stadig på Fyn. 

Seppänen nåede i øvrigt også lige at levere en helt suveræn benparade på Anders Schultz, da der manglede 30 sekunder, og gæsternes spillere må bide sig i tungerne på vejen hjem efter en stærk indsats, der burde have resulteret i et point eller to.

En dårlig start kom dog til at koste for dyrt for Hvidovre, der vandt skudstatistikken 34-20 og nu er på 10. pladsen i Metal Ligaens tabel.