Game center: Herlev-Aalborg

Før kampen: Den her ligger til Herlev. Bundopgøret i Metal Ligaen er notorisk med hjemmeholdet som favorit, for statistikkerne fortæller altså, at både Eagles og Pirates er langt, langt stærkere – med få undtagelser – på hjemmebane end på udebane.

Tager man de indbyrdes opgør tidligere på sæsonen, så var det sådan, at Herlev 3. oktober sled sig til en 3-2-sejr i DFDS Seaways Arena over Aalborg. 10. november tog nordjyderne revanche ved at vinde med stensikre 6-2 hjemme i Gigantium Isarena.

Begge hold er ligeledes elendige på udebane og fremstår som rækkens uden sammenligning to dårligste hold på fremmed is. Herlev har tre point på den konto, mens Aalborg står med en enkelt pind, når bussen har været i sving.

Så på den måde taler alt altså for hjemmesejr, og Herlev har også brug for point – det har Aalborg også – hvis drømmen om en plads i slutspillet skal fastholdes.

Herlev spillede en fremragende kamp tirsdag mod Rungsted og lugtede pludselig en stabil periode, men tabte altså derefter 1-5 mod Gentofte i en kamp, der var tættere end cifrene viste. Men vi har endnu ikke fået beviset på, at Herlev kan levere den solide periode over minimum fem-seks, der kan bringe dem tættere på slutspil.

– Vi skal sørge for at få en god start. Det har vi haft problemer med i mange kampe. Det er ting, vi skal arbejde med. Vi skal starte kampen med gode, friske fem minutter og så arbejde videre på det. Får vi en dårlig start på kampen, kan det være svært at komme tilbage, sagde Herlev-backen Sonny Hertzberg for nylig til Herlev Bladet.

Formentlig et fokus, der stadig holder vand på Linus Fagemos taktikmøde. Herlev stillede fredag aften med en kanonkæde med Backman, Hölli og Strömberg, og den svensk-finske trio bør kunne skabe furore i Aalborg-defensiven.

Gæsterne kommer med stor optimisme efter sejren over SønderjyskE, men Aalborg hjemme og ude synes at være to helt forskellige hold. Kan Jens Nielsen få rettet op på det?

Holdene: Herlev mangler stadig de langtidsskadede Saxrud og Bozic og Benjamin Mauritzen var ligeledes på skadeslisten fredag. Aalborg kommer muligvis uden Christopher Frederiksen – hvis han eventuelt får karantæne. Fredag aften manglede Kristian Kodal, Lars Lundin, Anders Thode, Lasse Jul Korsgaard og Sebastian Ehlers i sejren over SønderjyskE.

Hold øje med: Herlevs Alexander B. Jensen var fremragende, da Eagles senest spillede hjemme. Og Herlev-spillerne har det med at peake hjemme i DFDS Seaways Arena. Hos Aalborg var målmand Marcus Lundell fremtrædende i sejren over SønderjyskE og svenskeren bliver også en nøglespiller for gæsterne i aften.