1. division: Noter fra søndagens kampe

Vi skal et hurtigt smut gennem kampene i 1. division, der blev spillet søndag. Den meget tidlige match blev spillet allerede 10:35 i Gladsaxe, hvor hjemmeholdet snuppede to point mod Hernings ligareserver. Efter en tæt og jævnbyrdig affære blev Branislav Bendik matchvinder.

Han konverterede et oplæg fra Alex Castanzo til 4-3-målet, der dermed sikrede Gladsaxe fem point i to kampe over weekenden, mens Herning altså med nederlaget til Amager in mente måtte nøjes med at tage en enkelt pind med hjem i bussen.

Herlev tabte 3-8 i Vojens lørdag, men tog en gevaldig revanche i Esbjerg i søndagens kamp i Granly Hockey Arena. To mål af Simon Rasmussen og to kasser af Mads Thune sikrede gæsterne en stensikker 6-0-sejr mod værterne fra vest.

Lidt længere mod syd så 47 tilskuere Vojens IK fuldende en forrygende weekend på hjemmebane ved – lidt overraskende – at besejre Hvidovre, der til gengæld drog til Sjælland uden point. Alex Hellqvist scorede kampens første mål, men derefter leverede hjemmeholdet fire ubesvarede kasser – to af dem sat ind af Daniel Madsen.

Rungsted førte 2-0 mod Odense, men endte i en dramatisk afslutning med at tabe 3-4 hjemme i Saxo Bank Arena. Morten Knudsen blev matchvinder kort før tid. Christian Keller havde ellers udlignet Odenses føring seks minutter før tid. Morten Andreasen noterede sig et enkelt mål i powerplay for fynboerne.

Amagers Facebook-side skriver følgende om 5-0-sejren mod IK Aarhus, der fuldendte en sekspoints-weekend for Peter Enehags tropper. Mon ikke holdet fra Hangaren allerede nu kan begynde at forberede sig på slutspillet?

“Kampen startede dog ikke helt efter drejebogen for Amager, som fik skudt Aarhus målmanden rigtig godt varm. Amagers skud var mest fra distancen, i gribehandsken og med fint udsyn. Så det var ikke svært for den lettiske målmand.”

“Der kom meget mere trafik foran Aarhus målet og Amager kunne lukke 2. periode med 2 flotte mål. Endnu mere gas kom der på i 3. periode, hvor Amager satte tingende på plads til 4-0. Amager lukkede og slukkede lyset med et sidste mål til 5-0 med 4 minutter tilbage.”

Endelig vandt Aalborg 4-2 over Gentofte på trods af Mads Crones dobbeltscoring for gæsterne. Hjemmeholdet havde fire forskellige målscorere i Alexander Lajmi, Josef Andrek, Alexander Collberg og Emil Marcussen og fortsætter dermed den stabile kurs mod slutspillet.

Interessant også, at både Bjarke Møller og Rasmus Olsen gjorde comeback og debuterede for nordjyderne i denne sæson.

Stillingen:

  1. Amager 19/42
  2. Rødovre 17/38
  3. Aalborg 19/38
  4. Herning 16/37
  5. Gladsaxe 20/37
  6. Odense 20/33
  7. Esbjerg 20/30
  8. Herlev 19/28
  9. Hvidovre 15/27
  10. Vojens 20/27
  11. IK Aarhus 17/19
  12. Frederikhavn 21/16
  13. Rungsted 19/12
  14. Gentofte 18/6