SLUTSPIL: Vaccineret med adrenalin

Vojens Efterskole

Slutspillet i ishockey er en af de hårdeste og mest fascinerende discipliner i dansk sport. Spillerne nedkæmper hinanden i opslidende serier over syv kampe, og det giver dueller, dramaer og store historier hver eneste sæson – i går begyndte årets finaleserie

NB: Denne feature er udgivet i Dagbladet Information i lørdags og skrevet af Faceoff.dk-redaktør Michael Søvsø. Derfor er der altså en mindre optakt til finalen i bunden af artiklen…Læs blot med alligevel. 

Svedende mænd med fuldskæg. De er fuldstændig tømt for kræfter. Har brugt den sidste energi. De giver hinanden hånd. Flere kender hinanden fra lange ture med landsholdet eller utallige hårde kampe på klubplan. De krammer. Taberen giver vinderen et held og lykke på vej mod næste runde i slutspillet.

Det ene hold spillere kører slukøret ud i omklædningsrummet. Sæsonen er slut, som C.V. Jørgensen sang i sin gamle, evindelige traver.

Det andet hold kører ned mod sit publikum. Lader sig hylde. Euforien vinder over trætheden. Næste runde venter. Et slag er vundet. I sportslig forstand.

Mange ishockeyfolk siger, at det såkaldte handshake efter en lang og hård serie over syv kampe er et af de flotteste momenter i sport overhovedet: Spillerne har bekæmpet og nedkæmpet hinanden i løbet af to hårde uger, de har brugt fine og ufine tricks til at intimidere modparten, og tacklingerne og provokationerne har været et niveau hårdere og højere end tidligere på sæsonen.

Alle kneb gælder, men der er også en gensidig respekt spillerne imellem. Efter de maksimale syv kampe – der spilles til fire vundne dyster i slutspillet – ved kollegerne på de to hold godt, hvordan modparten har det. Alle er pumpet for kræfter, uanset hvilken trøje, man har på.

Derfor skal spillerne altid – og har altid – overskud til håndtrykket, når tingene er afgjort. Og netop den gensidige respekt er en vigtig, uskreven regel i en sport som ishockey, hvor spillerne presser hinanden til kanten i sæsonens sidste fase.

Vi så et levende eksempel tirsdag aften i Cool East Arena i den østlige del af Aalborg, hvor Pirates fra den nordjyske hovedstad og Esbjerg Energy spillede den afgørende og syvende kamp om en billet til en finaleserie mod Herning.

De seks foregående kampe mellem Aalborg og Esbjerg havde haft alt. Herretacklinger, anklager om filmende spillere, protester mod dommerne, et regulært slagsmål mellem holdenes ”hårde drenge”, masser af tilskuere og oppisket stemning på lægterne. Trashtalk mellem boksene og evindelige forsøg på at påvirke dommere og modstandere.

Alligevel gav de hånd efter den syvende kamp. Faste håndslag og krammere. Aalborg-spillerne blev i arenaen til æresrunde efter 4-2-sejren, de forsvarende mestre fra Esbjerg skøjtede ud med nedbøjede hoveder og triste ansigter. Slutspil a la carte, og det som ishockeyfolket elsker.

Det enorme sammenhold
42-årige Mike Grey er en legende i slutspilsregi. Frederikshavneren har prøvet gamet adskillige gange på egen krop. Han spillede næsten 900 kampe for den nordjyske klub, fortsatte som assisterende træner og vandt et enkelt mesterskab med hjerteklubben i Vendsyssel.

Mike Grey var Mr. Frederikshavn. En mand, der gav og tog, når slutspillet gik i gang. Hele tiden inde i nærkampe, hele tiden snakkende til modstandere og dommer. En mand, der mest var populær i sin egen hal og gik under huden på modstanderne og ikke mindst tilskuerne i de andre haller.

– Hvad der gør slutspillet specielt? Netop det med respekten og kammeratskabet spillerne imellem. Rammer du en serie på 14 dage ser du dine holdkammerater langt mere end din familie. Du er i bussen, til kamp eller til træning hele tiden. Det eneste, du har i tankerne er at komme videre til næste runde, siger han.

– Du kommer til at kende dine kammerater til mindste detalje. I 2008 skulle vi først fire gange til Rødovre i kvartfinalen og tre gange til Vojens i semifinalen. Lange busture. Du ved nøjagtig, hvem der gør hvad i bussen. Nogle har brug for at sove, andre ser film. Der er kortspillerne og dem, der snakker hele vejen. Du har brug for din egen måde at lade op på, og dine medspillere respekterer den, siger Mike Grey.

Han taler om en helt speciel samhørighed i en spillertrup, når tingene fungerer i et slutspil. Som i 2000, hvor han vandt sit eneste mesterskab med Frederikshavn.

Holdets førstemålmand Johan Westermark blev skadet før semifinalen, og den uprøvede reserve Mads Johnsen måtte og ind og stå i resten af sæsonen. Spillerne vidste, at de skulle bakke Mads Johnsen op for, at han kunne præstere optimalt og komme med sin naturlige nervøsitet.

– Vi var mange lokale drenge på holdet dengang, og vi kendte hinanden rigtig godt. Så vi tog simpelthen hen til Mads for at spise rundstykker, når vi havde mulighed for det. Det kunne være dagen efter en kamp eller efter en tidlig træning. På den måde viste vi, at vi bakkede ham totalt op. Han leverede varen, fortæller Mike Grey.

Brutale afgørelser
Det år vandt Frederikshavn mesterskabet med en 7-6-sejr over Herning i den afgørende finale. Efter overtid og i en af mange brutale og hjerteskærende afgørelser, der også hører til i et ishockeyslutspil.

Den mest berømte kom i kamp syv i finalen i 2004 i Esbjerg, hvor der formentlig var proppet 6000 mennesker ind i en skøjtehal med plads til lidt over 4000 tilskuere.

Gæsterne fra Aalborg, dengang i skikkelse af AaB Ishockey, førte 2-0 til 80 sekunder før tid, men spildte føringen i den ordinære tid. Aalborg-drengene var fire sekunder fra at vinde guld, da Esbjergs mangeårige kaptajn Andreas Andreasen fyrede et skud af, der prellede af på AaB-målmand Lubos Pisars benskinne. Pucken røg ud til tjekkiske Martin Rousek, der iskoldt lagde pucken ind til 2-2.

I sekunderne før det sidste mål havde Aalborgs Bo Nordby forsøgt at køre tiden ud ved at holde pucken inde langs banden, men han blev skubbet væk og kort efter skete katastrofen for nordjyderne. Hele Aalborg græd den aften, hvor Esbjerg selvfølgelig endte med at score det afgørende mål i overtiden.

Man kalder det ”sudden death” i ishockeylingo. Den pludselige, sportslige død, der indtræffer, når det afgørende mål falder, og det ene hold taber.

Det skete også i 2013, hvor netop Mike Grey var assisterende træner for Frederikshavn. Hele dagen havde byen summet af forventning op til den syvende og afgørende finale mod SønderjyskE. Man drømte om det første mesterskab siden 2000, og øllet flød i stride strømme til ”metalfesten”, der blev sat i gang allerede sidst på eftermiddag.

De to hold spillede hinanden helt ud til kant, og den ordinære kamp endte 0-0. Små 17 minutter inde i overtiden klappede SønderjyskE’s canadiske back Tyler Gotto det afgørende mål ind. Klokken var tæt ved midnat. Hjemmeholdets spillere græd af udmattelse. Tilskuerne græd på lægterne i Frederikshavn. SønderjyskE’s spillere jublede i en blanding af udmattelse og glæde.

Så brutalt og alligevel så flot et moment. Helt inde ved kernen af sportens inderste væsen.

Fysisk slagside
De mange dage på isen og i bussen og den næsten uafbrudte mentale fokus under et slutspil har naturligvis en fysisk slagside. Også selv om klubber og spillere med årene er blevet langt mere professionelle i forhold til hvile, restitution og korrekt dosering af træning.

Mike Grey mærkede det især i slutningen af karrieren. Kroppen reagerede et par dage efter, at hans sæson var færdig.

– Det er først noget, jeg er begyndt at tænke over efter jeg er blevet ældre. Men det skete en del gange, at jeg gik helt ned med influenza, efter vi havde tabt en hård serie og var slået ud.

– Havde vi fortsat i slutspillet, havde kroppen også spillet med. Jeg tror, man bliver vaccineret med adrenalin, når slutspillet er i gang. Men når du er færdige, siger kroppen fra, nu vil den ikke mere i den sæson, siger ishockeyveteranen.

Sæsonens finaleserie i dansk ishockeys Metal Liga gik i gang i går. Mellem to klubber, der brændende ønsker sig et mesterskab. Aalborg-tilskuerne har ikke set en guldmedalje i 37 år, og sølv er nærmest blevet et traume deroppe efter adskillige finaletab.

Herning Blue Fox er Danmarks mest vindende ishockeyklub med 16 mesterskaber.

Men efter at have domineret dansk ishockey i 90’erne og i det nye årtusinde sammen med primært SønderjyskE og Esbjerg, har Herning ikke vundet guld siden 2012. Klublegenden, finske Petri Skriko, er hentet ind for at levere varen, og han står overfor en ung og moderne coach i form af canadiske Brandon Reid i Aalborg.

Det ligner en helt jævnbyrdig finaleserie, der sagtens kan gå i de maksimale syv kampe med alt, hvad det indebærer af underholdning og kamp. Og selvfølgelig de faste håndtryk og krammere mellem slidte mænd, når det hele er overstået.