Frederikshavn skarpe i kampen om tredjepladsen

Foto: iShoot.dk

Rødovre Mighty Bulls – Frederikshavn White Hawks 2-5 (0-0, 1-2, 1-3) Femte gang de hold mødes i grundspillet denne aften. Tre gange med Frederikshavn som vinder og kun en enkelt gang med hjemmeholdet som sejrherre, så det var vel sidste mulighed for Rødovre at udjævne forskellen lidt, men effektiviteten var i aften hos gæsterne, der udnyttede de små marginaler til at cementere deres position i tabellen.

Starten på første periode var meget livlig med hurtigt spil. Der blev byttet chancer på stribe, men begge keepere blev godt hjulpet af deres forsvar til at holde nullet. Bemærkelsesværdigt i øvrigt at det var lutter danske keepere i begge lejre. Fire stykker i alt. 

En enkelt udvisning i den sidste del af perioden til gæsterne, var det nærmeste publikum kom på dramatik. Den bragte ingen ændring i stillingen, der forblev som det begyndte, men spillet var åbent og slagudvekslingen fortsatte ufortrødent perioden ud. Scoringerne skulle nok komme.

Åbningsmålet blev grundlagt bag Rødovres mål, hvor Frederikshavn drev pucken rundt hvor den til sidst at ende hos Roberts Jekimovs, der uhindret kunne skubbe pucken i mål.

Kort efter trak gæsterne deres anden udvisning og det var lige at koste udligningen, da Anders Schultz fik afsluttet tæt under mål.

Næste sekvens var en udvisning til hjemmeholdet, og det skabte egentlig større tilbud til tyrene end til høgene det ikke fik sat et forsøg. Der gik dog ikke mange sekunder, før Rødovre igen fik en mand i straffeboksen. Denne gang fik gæsterne presset hele Rødovres fire mand ned foran keeperen og en flot scoring bragte gæsterne op med to. Det var Nick Olesen, der satte firsttimeren utageligt i krydset.

Med et minuts tid tilbage af mellemperioden kom Rødovre atter i overtal, og med ti sekunder tilbage udnyttede de muligheden for en livgivende reducering. Det var Matthias Asperup, der konsekvent udnyttede på bagerste stolpe mod et træt boxplay.

Intet var afgjort, og tredje periode skulle bringe en afgørelse. Få sekunder efter periodestart burde Matthias Asperup være blevet dobbelt målscorer, da han fuldstændig fri foran Christian Larsen, misbrugte.

Rødovre havde dog med scoringen i anden periode tilkæmpet sig momentum og satte gæsterne under hårdt pres uden det dog blev rigtigt farligt.

Det blev det til gengæld halvvejs, da gæsterne trak endnu en udvisning og mens den ventede på fløjten, udlignede landsholdsaktuelle Steffen Klarskov med et skud mellem venner og fjender og i mål.

Jublen havde dårligt lagt sig, før Frederikshavn igen bragte sig i front ved Jens Henrik Tönjum, der i slottet fik presset pucken i kassen til stor jubel for de medrejsende fans. 3-2 til gæsterne.

Et gedigent kludemål til Frederikshavn med tre minutter tilbage af sidste periode trak de sidste kræfter ud af hjemmeholdet, der ellers havde så mange muligheder i slutfasen uden at få scoret. Det var Henrik Eriksson, der blev krediteret målet, der mest af alt lignede et selvmål.

Samme Henrik Eriksson blev dobbelt målscorer, da han i de døende sekunder kunne udnytte, at hjemmeholdet spillede uden keeper. Nordjyderne stadig i førerposition i kampen om tredjepladsen, mens Rødovre dumpede helt ned som nummer seks i tabellen. Ingen får fred i den tætte Metal Liga-tabel.