METAL FINAL4: Aalborg Pirates VINDER POKALEN!

Vojens Efterskole
Foto: bluelinemedia.dk
Vojens Efterskole

Metal Final4-finale: Aalborg Pirates-Rungsted Seier Capital 5-2 (1-0, 2-1, 2-1) Revanchen kom et år efter. Aalborg Pirates er dansk pokalmester, vinder af Metal Final4 og fik her i eftermiddag visket nederlaget fra Saxo Bank Arena i fjor væk. I 2017-finalen blev Aalborg nedkæmpet af Rungsted i et tungt, fysisk slag, hvor stemningen mellem de to hold var tilnærmelsesvis ond.

Sådan endte det ikke i dag Boxen, hvor de mange tilrejsende Pirates-fans kunne fejre sejren i en noget venligere atmosfære og i en ishockeykamp med masser af chancer begge veje. Det var faktisk vældig underholdende i VM-arenaen foran 3298 tilskuere. En eftermiddag, der kulminerede – i hvert fald for Aalborgs vedkommende – da kaptajn Julian Jakobsen løftede pokalen omkring klokken halv sks. 

Aalborgs førstekæde satte de største accenter i kampens indledning. Jeppe Jul Korsgaard fik en god mulighed, men fik ikke afsluttet i tide, og Olivier Hinse lignede allerede tidligt i kampen en mand, der ville skyde på det hele. 

Pirates i uændret opstilling i forhold til gårsdagens match, mens Rungsted måtte skrive Emil Oliver Christensen på skadeslisten i forhold til 7-0’eren over Odense. Det betød, at nordsjællænderne lige knap kunne stille med fire angrebskæder, men det har trods alt været sjældent i de seneste måneder, at Peter Johansson har haft den luksus. 

Aalborg fik den første udvisning halvvejs inde i første periode. Nikolaj Rosenthal var tæt på at finde den rette afslutning et par gange, og hos Aalborg fortsatte russiske Kabanov sit hestearbejde fra i går. 0-0 efter 10 minutter, men kort efter fik Olivier Hinse den næste Pirates-udvisning efter en lang spurt hjemad.

Hinse fik løftet staven på Nikolai Gade, der lige skulle til at “trække pistolen”, og det lignede umiddelbart en forkert straf til canadieren. Robin Bergman var centimeter fra at sende Rungsted foran i den efterfølgende powerplay. 

14 minutter inde i kampen kom den første scoring. Christoffer Lindhøj sjuskede med pucken i egen zone og overlod den til Henry Hardarson. Aalborgenseren med de svensk-islandske rødder sagde tak for kaffe og lagde pucken op i nettaget bag Lindskoug.

Kort før pausen skabte Green-kæden kaos inde foran Galansky, men det lykkedes ikke for Rungsted at komme på tavlen i de første 20 minutter. 

Aalborg var centimeter fra en flyvende start på anden periode. Først da Kirill Kabanov skubbede en puck centimeter forbi målet og kort efter, da Henry Hardarson kom til en friløber.

Hardarson brændte i første omgang, Martin Højbjerg fik skubbet både puck og mål og Kevin Lindskoug ind over stregen i den efterfølgende sekvens. Dommerne markerede for forstyrrelse af målmand.

Kort efter var Marcus Olsson fri med Galansky, der blokerede svenskerens forsøg, og Aalborg-spillerne i et minuts tid helt uden den stramhed, der karakteriserede holdet i de første 22 minutter. Udvisning til Clay Anderson for boarding, og nu Rungsted egentlig draget kapital – eller Capital – af powerplayspillet. 

Brendon Nash skød leverede et velplaceret og fladt slagskud, Mike Vernace styrede og pucken strøg ind bag Galansky. 1-1 efter 22:21 minutter. 

Rungsted greb momentum og Nikolaj Rosenthal sværmede omkring Aalborg-målet to gange. Den dygtige angriber var ukarakteristisk upræcis i sine afslutninger.

Men midt i anden periode var det Rungsted, der havde grebet om kampen og Aalborg, der forærede flere nemme pucke væk i egen zone. En af dem førte til en stor chance til Brendon Nash, der var centimeter fra at flænse pucken ind til Rungsteds andet mål. 

Så vendte billedet igen: Aalborg satte sig fuldstændig fast i Rungsted-zonen i et minuts tid, hvor nordsjællænderne slet ikke kunne få pucken over egen blå linje. Det måtte ende i noget kaos foran Lindskoug, og Christopher Frederiksen var hurtigst inde foran mål. Først på stolpen og siden på returen. 

Det var et godt billede på den svært underholdende kamp, at Jake Hansen kort efter brændte en friløber i den anden ende. 

Rungsteds første udvisning blev straffet kort før pausen. Julian Jakobsen, der ellers havde haft usædvanlig mange pucktab i de midterste 20 minutter, stod på toppen, skød på mål og foran kassen stod en fuldstændig umarkeret Martin Højbjerg mellem Rungsted-backerne og styrede den ind til 3-1. Kort efter udgik Henry Hardarson. 

Rungsted spildte en gedigen mulighed for et comeback i fire minutters powerplay i begyndelsen af tredje periode, hvor Jeppe Jul Korsgaard og Kirill Kabanov røg ud med kort mellemrum. Samme Jul Korsgaard var fremtrædende i det andet boxplay, hvor han arbejdede stenhårdt og forstyrrede Rungsteds opspil. 

Små 52 minutter inde i kampen lykkedes det endelig for Rungsted at udnytte et overtal. Kabanov dummede sig med en slashing på vej hjemad og i det efterfølgende overtal fik William Boysen chancen.

Han flænsede pucken op i modsatte hjørne. Nu kun 3-2 og en giftig afslutning i vente. Dejligt mål af Boysen, der vokser sæson

Den nåede aldrig at blive helt giftig. For halvandet minut før tid – og inden Rungsted fik lejlighed til at satse ultimativt med et mål nede – brød Jeppe Jul Korsgaard igennem omkring målet og smed en pasning ind til Kirill Kabanov, der fik pucken lirket ind bag Lindskoug til 4-2. 

Rungsted nåede at tage den svenske keeper, men matchen var afgjort. Mens Pirates-fansene fejrede, erobrede Henry Hardarson pucken og kørte paradekørsel ned mod det tomme mål og Aalborgs anden pokaltitel i historien – og den første siden Aalborg Pirates 2012 lancerede “ishockey med kant” i den nordjyske hovedstad. 

Samme Hardarson fik kort efter kampen overrakt prisen som årets pokalfighter.